Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Opråb til eliten: Snak over et glas naturvin redder ikke verdensmålene

FNs Verdensmål har givet eliten et samtaleemne med høj status, men i et ekstremt egocentrisk øjemed.

I de grønne reservater er der ikke længere nogen form for prestige i at kunne fremvise, at man har råd til en Aarstidskasse. Nu handler det om at tale om FNs Verdensmål. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Noget, som vi har set alt for meget til i 2018, og som vi forhåbentlig kommer til at se mindre til i 2019, er den skamløse udnyttelse af FNs Verdensmål – i kommercielt, politisk, men allermest i et ekstremt egocentrisk øjemed.

Anne Kirstine Cramon Fold sammen
Læs mere

Verdensmålene har givet eliten endnu et samtaleemne med høj status – for at flashe visioner om verdensmålene er en måde at vise økonomisk, socialt og klimamæssigt overskud. Hurtigere end man kunne nå at sige »cirkulær økonomi«, blev verdensmålene i 2018 den krykke, som de frelste one percenters støtter sig opad og med dem har de fået en ny ideologi, de kan rende og tale med hinanden om.

Hvem er de så, disse one percenters? Man kan kende dem på, at de altid har en bæredygtig mulepose ved hånden og som regel flokkes omkring Charlottenborg Kunsthal så snart, der er en naturvinsfernisering i sigte. De er venligboere, fordi de engang har mødt en iraner, der altså spiste leverpostej, og så er de alle medlemmer af den rød-grønne adel og arbejder i et konsulenthus – med bæredygtighed og andre svævende ting som f.eks. de udfordringer, menneskeheden står over for.

Politisk korrekt

Altid på et mere konceptuelt plan end på et konkret. Fælles for dem alle er, at de finder en stor tilfredsstillelse i at skabe et stærkt personligt narrativ i at være en af dem, der er med på den politisk korrekte vogn. Og det indebærer nu, at man ikke må forbruge noget som helst, med mindre det er produceret af en lokal genbrugsglad, socioøkonomisk virksomhed beliggende inden for en radius af 100 meter, hvor man befinder sig. Det gør bestemt heller ikke noget, hvis virksomheden skulle have en enkelt ikke-etnisk-dansk, homoseksuel, handikappet kvinde M/K ansat.

»De vil redde hele verden, men er faktisk fyldt med fordomme og accepterer ikke andet end deres egen tilgang til verdensmålene.«


For i de grønne reservater er der ikke længere nogen form for prestige i at kunne fremvise, at man har råd til en Aarstidskasse eller en retreat-rejse, eller at man har lavet noget nynordisk mad med ingefær, lakrids og rodfrugter i sit udekøkken. Det er blevet noget forbrugeristisk proletariat, og derfor bliver det ikke de materialistiske værdier, denne klasse klæber sig til. Det bliver derimod den lille verdensmålsnål, der bliver anvendt som autenciterende identitetsredskab, som de flager med på samme måde, som en DFer stolt flager med Dannebrog på en kornmark en sommerdag.

Fyldt med fordomme

De vil redde hele verden, men er faktisk fyldt med fordomme og accepterer ikke andet end deres egen tilgang til verdensmålene, når det kommer til stykket. Det har karakter af slacktivism (doven form for aktivisme, red.), hvor det er den gode mavefornemmelse og ikke den egentlige aktivisme, der jages. For man kan ikke redde verden med billeder på sociale medier og ved at cykle rundt med en mulepose med ikonerne for FNs Verdensmål i cykelkurven.

For folk får ikke bedre adgang til uddannelse, rent drikkevand eller medicin af, at man sætter sig ned og snakker, heller ikke hvis man gør det over et glas naturvin eller poster et billede af det på sin Instagram. Der er faktisk væsentligt flere fattige, som får det bedre, hvis man går ned og tømmer Top-Toys overskudslager. Det føles bare ikke så rigtigt nede i mavsen på one-percenterne.