Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Opgør med mavefornemmelsen

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er ikke tilhænger af DR-programmet »Gift ved første blik«, men det rummede forleden en interessant bemærkning. Der er tale om et reality-produkt, hvor nogle mennesker ifølge en såkaldt ekspertvurdering af deres sindelag sættes sammen parvis. Uden før at have set hinanden bliver de gift, og de kommende uger skal vise, om der kan opstå blivende ægteskaber. Forleden udtalte en af de medvirkende kvinder, at det her på vej ind i eksperimentet faktisk føltes som en lettelse, at alt ikke stod og faldt med hendes følelser. Rammen var sat, og ægteskabet var en realitet, der rakte ud over hendes egen fornemmelse. Dermed berørte hun noget centralt i en tid, hvor følelseslivet i sin sære blanding af porøsitet og ukrænkelighed er så ophøjet. Mavefornemmelsen er blevet hovedhjørnestenen i vores færd gennem livet, hvormed man jo underlægger sig noget, der ikke i sidste ende kan sikre stabilitet. Følelsen trækker rundt med os, og vi ved det. Alligevel lader vi den ofte herske som bestemmende norm.

 

Den tilstand er resultatet af en lang historisk proces, der har budt på gradvis afvikling af religion og tradition som autoritet. Der er tale om en antikonservativ bestræbelse efter at frigøre individet fra overleverede normer, og den enkeltes følelsesmæssige stemme har i høj grad erstattet den ydre fordring, der før meddelte, at vi er placeret i en slægt, der skal æres og videreføres. Også af mig. Tegn på den mentalitet ser vi udfoldet i det lave fødselstal og i den kendsgerning, at vi lever i en markant skilsmissekultur. Ægteskabet udgør for tiden en ret skrøbelig konstellation, der for mange kun består, hvis begge parter bliver ved med at føle stærkt nok. For vi er alle erklæret frie til at gå. Derfor er det så interessant, at kvinden i DR-serien, der som alle andre i hendes generation er opdraget med licens til at lade mavefornemmelsen råde, pludselig oplever, at det mest frisættende er forbundet med at underlægge sig noget, der er hævet over hendes følelsesliv. Her i form af et ægteskab, der eksisterer, fordi det er blevet besluttet af andre.

Forstå mig ret. Jeg hylder ikke arrangerede ægteskaber, og i dette TV-eksperiment får det hele jo også en ende, hvis der ikke undervejs opstår en vis gensidig kærlighed. Men pointen er, at vi i en tid præget af individets emancipation alligevel drages af tanken om en ramme i livet, der bestemmes af noget andet end det følelsesmæssige. Der findes en dyb menneskelig trang til at blive sat i verden fremfor altid selv at skulle føle sig frem til en plads i den. Der er tale om et lille opgør med den »skrøbelige psykologi«, som teolog Regin Prenter advarede imod i 1900-tallet, hvor teologien i høj grad – som i dag – var optaget af det moderne individs syn på almagten og opstandelsen som historisk virkelighed. For Prenter gælder det, at hvis selv noget så basalt som troen på Gud kun er baseret på en stemning i sindet, vil det føre til evig rundgang i egne tanker. Mennesket kan ikke fastholde sig selv, men må lade sig binde af noget andet, og selv i et TV-underholdningsprogram aner man længslen efter at hvile i noget dybere end følelsen. Vi er i færd med at erfare, hvordan den ophøjede følelse kan spille fallit, og det interessante er, hvad vi vil lade den blive mødt af.