Det er umuligt at bestemme, hvem der er hovedpersonen, hvad der er den egentlige handling, og frem for alt, hvad der sker i næste akt.

Vi sidder tilbage som publikum til de globale økonomiske transaktioner med forvirring, forbavselse og fortvivlelse. Det begynder langsomt at gå op for os alle sammen, at magten ikke ligger hos borgerne, politikerne eller vores højt skattede demokrati, men derimod er flyttet over til børsmæglere og finansfolket. Betydningen af udsving på børsen på Wall Street er langt vigtigere og mere bestemmende end hungersnød i Somalia, gadekampe i London eller de generelle demokratiske beslutninger.

Verdens gang er styret og bestemt af økonomer. Vi er alle inficeret af den herskende og stærkt modstandsdygtige virus: »økonomismen«.

Økonomismen forsøger, som dominerende samfundsideologi, at gøre de grundlæggende økonomiske vilkår til uundgåelige naturtilstande, der ikke kan være anderledes. Finansverdens stigende dominans er naturgiven og nedskæringsbølgen er selvfølgelig nødvendighed. Mange ønsker at fremstille økonomi som objektiv videnskab.

Sådan er det bare ikke. Økonomi er også politik og der ligger politiske beslutninger og dispositioner bag det hele. Kriser er ikke bare noget, der kommer og går; det er noget, vi kan og skal forebygge.

Den nuværende diskussion har fra økonomernes skriveborde handlet om behovet for at skære ned på den offentlige velfærd for at forlænge de eksisterende gældslofter, og om at redde de mest skrantende økonomier som den græske. Men disse nok så vigtige diskussioner må for alt i verden ikke få lov til at skygge for de bagvedliggende årsager, som først og fremmest handler om et stærkt dysfunktionelt finansielt system.

Netop den såkaldte »økonomisme« udgør en vigtig forklaring på den manglende refleksion. En refleksion der synes særlig essentiel set i lyset af, at den finansielle sektor vokser sig stadig større og stadig flere kriser materialiserer sig i økonomien. En større finanssektor skaber ikke færre kriser og ikke færre interessemodsætninger. Tværtimod.

Vi kan ikke lade den »økonomiske overklasse« og de såkaldt neutrale økonomer herske. Vi har brug for langt om længe at gøre ord til handling og indføre den internationale finansregulering, som en lang stribe af de meste anerkendte økonomer længe har efterstræbt. Men også på den hjemlige bane handler det om konkret handling og øgede offentlige investeringer, som flertallet af landets økonomer også langt om længe synes at have forstået.

Verden er, som den er, fordi nogen har skabt den.