Med blot to uger tilbage af retssagen mod Anders Breivik strides norske eksperter stadig om, hvorvidt han er tilregnelig eller ej. Denne strid dækker over et større dilemma: Hvis Brevik bliver diagnosticeret som sindssyg, fratages han det personlige og juridiske ansvar, men hvis han dømmes, bliver det som ’almindelig’ morder, og så udviskes det ekstreme i hans handling. Med andre ord synes hverken domstolens juridiske eller psykiaternes medicinske sprog at være nok, når det kommer til Breivik. Det er måske derfor, at så mange af Norges forfattere er gået ind i den offentlige fortolkning af Breivik, retssagen og Utøya - der er en fornemmelse af, at det er i litteraturen og hos forfatterne, vi skal finde en vej til en forståelse af det uforståelige, af ondskaben. For den 34-årige norske forfatter, Gaute Heivoll - vinder af Norges mest prestigefyldte litterære priser, Brage-prisen og Sult-prisen - der har udgivet den fremragende roman Før jeg brænder ned er litteraturen et særligt sted for vores greb om ondskaben.

»Litteraturen er stedet, hvor det fremmede møder det velkendte, hvor det onde møder det gode, og hvor disse brydes mod hinanden, uden nødvendigvis at komme til klarhed med hverandre. Pointen er netop denne brydning. Den er både af etisk og æstetisk karakter. Det specielle med Breivik-sagen er måske, at den befinder sig uden for forståelsesmæssig rækkevidde. Man søger hele tiden forklaringer og årsagssammenhænge, for at billedet af verden skal hænge sammen og give mening. Litteraturen kan på den måde bidrage til dette billede ved at belyse spørgsmål, hvor der ikke findes entydige svar. «

Heivolls roman udkom i 2010 - året inden mørket brød gennem sollyset den julidag på Utøya - og den er i sig selv en urovækkende oplevelse. Det er en selvbiografisk roman, der sammenfletter fortællingen om hans opvækst i en lille norsk bygd med den sandfærdige historie om Dag, brandmajorens søn i bygden, der i en periode i slut-70erne terroriserede bygden med en række pyromanbrande, indtil han blev fanget, diagnosticeret som sindssyg og fik en kort forvaringsdom. Det er svært - og det har været svært for mange i Norge - ikke at se paralleller mellem Dag og den lyshårede mand, der den 22. juli trådte ud af anonymiteten og gav navnet Anders Breivik den blodplettede lyd af uforståelig ondskab, vi hører i det i dag. Selv er Heivoll påpasselig med parallellen:

»Disse paralleller blev påpeget tidligt, og jeg ser for såvidt at de findes. Jeg er ikke optaget af at gøre en pointe ud af det, der findes sikkert mange romaner som tematisk omhandler det samme.«

Det velkendte i det ubegribelige

Det særlige ved Heivolls bog er, at man undervejs i læsningen hele tiden skal huske sig selv på Dags ondskab - han vælger bevidst at bringe mange menneskers liv i fare, når han med benzin og tændstikker leger med dødens magt over livet: Dag er en almindelig dreng, hans opvækst ligner Heivolls egen til forveksling - elsket af deres familier, enebørn, med et tæt forhold til en far, der nærer store ambitioner på deres sønners vegne, ambitioner, de ikke indfrier. Man kan sige, at Heivoll bringer Dag så tæt på sig selv og læserne, at det er svært at gøre det, vi typisk gør over for det onde: gør det til et grotesk monster eller en sindssyg, der ikke på nogen måde ligner os selv. Heivoll fortsætter:

»Litteraturen er et felt for empati, indlevelse og genkendelse. Læseren skal møde sig selv i teksten, læseren skal møde det fremmede i sig selv, men også omvendt, det velkendte i det ubegribelige. Litteraturens fortrin er, at den kan fremstille dette mylder af perspektiver, og dermed belyse lidt af verdens kompleksitet.«

Hvis volden og det onde ikke kommer udefra, men indefra, er tilgivelsen så et mål for dig? Eller drejer det sig mere om en accept af det ondes tilstedeværelse?

»Som forfatter har jeg intet klart defineret mål, bortset fra at skrive en fiktion som på en mest mulig klar og kompleks måde belyser de problemstillinger, som du rejser. Jeg tror, læseren bliver sat over for alle disse perspektivene - hævn, tilgivelse og accept og måske forsoning med det ondes tilstedeværelse. Men jeg er mere optaget af at belyse end at pege på endelige svar.«

Kain og Abel

Ifølge Bibelen var menneskehedens første mord et brodermord. Kain slog Abel en sten for panden i misundelse - de var så ens, at uretfærdigheden i, at Gud foretrak Abels offer fremfor Kains, blev for uudholdelig for ham. Dermed gav kristendommen udtryk for det, der nogle tusind år senere skulle blive en statistisk sandhed - vi kender i langt de fleste tilfælde vores mordere og voldsofre. Vi er med andre ord hinandens Abel og hinandens Kain. Det er dette broderskab, der arbejder i baggrunden af Heivolls roman.

»Jeg tror, der er mange ligheder mellem en forfatter og en forbryder, ligesom der kan være kort vej mellem sandheden og løgnen. Eller det er to sider af samme sag. At skrive har jeg kaldt at ’lyve sandfærdigt’, og i det ligger en kim af noget forbryderisk og muligvis også noget destruktivt. At rive ned før noget kan bygges op.«

Det er ikke det eneste kristne motiv i Før jeg brænder ned, faktisk er kristendommen aldrig langt væk i din bog - hvad betyder det religiøse dig?

»Jeg forholder mig til det religiøse, og kristendommen som noget dybt i mig selv. Jeg er født og opvokset i det såkaldte ’bibelbælte’ i Sydnorge, hvor kristendommen altid har stået stærkt. Og dette har uden tvivl bidraget til mit syn på verden. Jeg er optaget af at skrive mig ned til mit eget ’grundfjeld’, og så kommer hele den kristne og religiøse metaforik naturligt frem. Jeg skriver mig bagud og ned i mig selv, og samtidig træder der et billede frem, der peger på større samfunds-mæssige perspektiver og holdninger, som har været med til at præge mig.«

Flere norske forfattere er gået ind i den offentlige fortolkning og bearbejdning af Breivik-sagen og Utøya - du virker mere tilbageholdende over for det. Hvorfor?

»Først og fremmest fordi en velartikuleret fortolkning af 22. juli behøver tid til nettop at blive artikuleret. Jeg plejer desuden ikke at deltage i den offentlige debat i form af avis-artikler. Det, jeg har at sige, siger jeg bedst gennem skønlitteraturen. At skrive kræver tid. Det tager tid for, at det uartikulerede kan omdannes til klarhed, det tager tid før, historierne finder deres form. En forfatter beskæftiger sig helt basalt med tid. I tilfældet Før jeg brænder ned, brugte jeg fem måneder på at skrive bogen, men historien har jeg levet med i over 30 år.«