Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Omsorgs-uddelere

Bente Dalsbæk: Vågner om morgenen, fornyr recept på nettet, tager bad, i tøjet. Spadserer ned til biblioteket på hovedgaden, lukker mig ind med mit chipkort, finder et par bøger, låner dem i automaten.

Bente Dalsbæk, forfatter og journalist Fold sammen
Læs mere

 Går videre ned mod Netto, afleverer et par flasker i flaskeautomaten, trykker på velgørenhedsknappen, køber lidt til køleskabet, scanner selv mine varer ved automaterne, betaler med dankortet, går igen. Sætter poserne af derhjemme, men bliver lidt rastløs, og går derfor op til stationen, hvor jeg køber min billet. I automaten. Sætter mig ind i toget. Togkonduktøren går gennem kupeen: Nye rejsende? Ja, mig! pipper jeg med min rustne stemme; lettet over endelig at kunne sige noget til nogen.

Et lidt trist scenarie, men ikke desto mindre, hvad jeg forestillede mig, da jeg for nylig sad i toget på vej hjem fra et foredrag på et bibliotek i en lille by det jyske. Arrangørerne havde fortalt mig, at de nu skulle overgå til at være delvist selvbetjeningsbibliotek. Det har man gjort mange steder og så vidt jeg ved med succes, fordi det har betydet en udvidelse af den eksisterende åbningstid til glæde for borgerne. Men på dette bibliotek havde kommunalbestyrelsen samtidig besluttet, at de bemandede timer skulle skæres ned med 2/3, så biblioteket kun ville være bemandet seks timer ugentligt. Den oplysning gav anledning til min lille fremtidsvision.

Jeg er ikke i tvivl om, at nogle kommuner må sno sig for at få det hele til at hænge sammen for det halve. Men her virkede det alligevel som om man havde været ret nærsynet, da man sad og klippede i budgetterne. Man måler og vejer på alt muligt andet, tæller timer og minutter, kroner og ører. Hvorfor måler man ikke, hvilke sociale omkostninger ens beslutninger har i fremtiden? Den slags kan som bekendt materialisere sig senere i statistikker hos både sundhedsvæsen og kriminalforsorg.

Men åh, fremtiden, det billige skidt: til den tid sidder der nok en ny kommunalbestyrelse og borgmesteren har en anden farve. Og Den Politiske Monumentsyge rækker som regel kun til synlige resultater som svømmebad og rundkørsler. Hvilken kommunalpolitiker vil ikke hellere kendes på tre nye anlægsarbejder end på det noget mere uhåndgribelige: Trivsel?

Lad det være sagt med det samme: jeg er ret glad for automaterne. Jeg kan godt lide at veje, låne, aflevere, bestille og købe selv. Det får mig til at føle mig som et avanceret menneske. En stor pige, slet og ret. Der bor i en stor by. Hvor man ikke behøver at være stum en hel dag. Dog føler jeg mig som alle andre som en kæmpe umyndiggjort idiot, når jeg ringer til en kommune eller offentlig myndighed, får fem valgmuligheder for emner, som hvis jeg er heldig og mit ærinde passer til emnet, giver mig nok fem nye muligheder! Hvis ikke mit ærinde er på valgmenuen, må jeg starte forfra. Til sidst er jeg et tast-selv vrag, der giver op og sender en mail i stedet. For et levende menneske er det temmelig svært at få i tale. Selv i storbyen.

Hvorom alting er bor ikke alle mennesker i Hovedstaden, endsige i en stor by. Det betyder, at nogle sociale funktioner på landet stadig varetages af bibliotekarer, postbude, brugsuddelere m.fl. De er de små samfunds omsorgsuddelere. Jeg synes ikke man skal undervurdere betydningen af et levende menneske bag disken eller skranken. Heller ikke i forhold til børn og unge, hvis sociale kompetencer mildt sagt kan miste lidt finesse. For man behøver ikke sige Tak eller Hav en god dag til en maskine. Den skal bare levere, synes de. Og hvis den ikke virker, kan den jo få et spark.