Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Om at være ordentlig i politik

01DEBselsing-140040.jpg
Eva Agnete Selsing, filosof og debattør. Fold sammen
Læs mere

Der er opbrud i blå blok, og i de tilspidsede konflikter tales der stadigt hyppigere om »ordentlighed«, »dannelse« og »anstændighed« som visse borgerliges ubehjælpsomme måde at tage afstand fra de formastelige værdikonservative på. Et ordbrug, hvis intention er at skabe mennesker på samme måde som klæder kan: »ser jeg åndfuld og ansvarlig ud, når jeg ytrer disse ord?« Nej, ven. Det gør du ikke. For problemet er jo, at afsenderen ikke har respekt for (eller kendskab til?) betydningen af de begreber, vedkommende draperer sig med.

»Ordentlighed« for den velbehagelige del af borgerligheden er nemlig blevet synonym med ikke at tale ærligt om kulturkonflikten med islam – og følges i stigende grad af udskamning af andre borgerlige, der udviser det mod, man ikke selv har, til at tage den farlige debat. Hvilket jo er det modsatte af ordentlighed.

Dannelse og ordentlighed

Og hvordan kan man kalde sig »dannet«, hvordan kan man iscenesætte sig som en elsker og bevarer af de danske traditioner, den danske kultur og det, vi har fået i arv, når man ikke engang vil lade andre forsvare det mod angreb? Svaret er, at det kan man ikke. I dannelsen ligger også en forpligtelse – nemlig ansvaret for at holde formerne og det, de bærer på, levende. At beskytte dem mod opløsning og anslag. At ignorere eller undertrykke den forpligtelse er at misrøgte kulturarven og dermed dannelsens måske vigtigste opgave: at sikre overlevering. Det har de store ånder, der i disse dage sidder i og omkring (lyse)blå partier og udtaler ordene »dannelse« og »ordentlighed« som modstykke til de onde, »rabiate« og (åh) »ekstreme«, utvivlsomt allerede gjort sig mange og dybe tanker om, ikke sandt?

I forlængelse heraf gælder det for vægtige begreber som »dannelse« og »ordentlighed«, at det, de henviser til, har værdi i sig selv. Det vil ethvert dannet menneske kunne skrive under på. Man bør derfor ikke misbruge dem til at sværte mennesker, man ikke kan lide politisk, endda på et uredeligt grundlag. At tage borgerlige dyder som gidsel kun for at sikre, at de, der ønsker at beskytte vores arv, ikke kan tale frit, er det modsatte af dannelse. Det er en fornedring af begrebet. Ikke også?

Sagt på en anden måde: Det er lige dele primitivt og uværdigt at bruge infantil moralisme (»jeg har ikke sat mig ind i det, du taler om, så nu kalder jeg dig grimme ord«) som kompensation for egne manglende argumenter, viden og mod til at tage en åben debat. Til reel borgerlig ordentlighed og dannelse hører også søgen efter sandheden. Den utrættelige og ubestikkelige udforskning af de svære spørgsmål. Modet til at sige det upopulære, men uomgængelige. Den intellektuelle forpligtelse til at indrømme fejltagelser. Vi kunne kalde det åndelig ridderlighed.

Anstændighed

Påberåbelsen af »anstændighed« og »ordentlighed«, som substitut for en ærlig debat, er en anden måde at sige, at den intellektuelt dovnes hobbymoral står over sandhed. At det, man ikke selv kerer sig om – det kunne være kvinders frihed til at gå alene hjem fra byen, eller fædrelandets sammenhængskraft på sigt – må ingen kere sig om.

Det er så langt fra »dannelse« og »ordentlighed« som det overhovedet kan være. De borgerlige kulturradikalere må finde nogle andre ord at misbruge fremover.

Eva Agnete Selsing er filosof og debattør.