Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Om at være ekskone-cool

Hvorfor gør jeg det? Fordi jeg ikke bare allerhelst vil være super eks-kone cool, selvom guderne skal vide, at dét vil jeg gerne. Jeg vil også gerne være den mor, som mine drenge ved godt kan klare det uden dem.

Modelfoto af børn ved en strand og bylinefoto af Lea Wellejus. Fold sammen
Læs mere

Så stod man dér i gangen og sagde farvel. Ikke ens egen gang, men eksmandens gang, mens ens børn for om benene på en skiftevis i begejstring over den forestående ferie med faren til fjerne himmelstrøg med både sol, pool og farens kæreste, barn og en masse venner, og skiftevis i mild forvirring over det skift, som nu skulle til at foregå.

I 11 dage har vi nemlig været sammen; i sommerhus, Bonbonland, Knuthenborg, spist de årlige 37 is i sommervarmens 17 grader, lavet pandekager, spillet spil, set Olsen Banden og i hvad der føles som døgndrift, svaret på alt fra hvad risikoen for at køre et pindsvin ned er, om jeg vidste, at en krokodille vokser hele livet og ikke dør af alderdom, men altid sygdomme eller hvis den bliver slået ihjel, hvordan verden kom til at se ud, som den ser ud nu, om der nu virkelig findes trolde samt (overbærende) grinet af mere eller mindre selvopfundne jokes så som, hvorfor kunne nøglen ikke finde nøglen – fordi den selv var nøglen, og den slags, som man nu er genstand for, når man har valgt at få børn, og de er i alderen fem og syv.

Men så stod man altså dér. Man vidste jo godt, at det ville komme, for nu er det trods alt sommerferie nr. 4, hvor man skal give dem videre efter, at man selv har holdt sommerferie med dem. Men hvor man i alle de andre år har været næsten udelukkende mør og skeløjet af den »ferie«, man ikke har holdt grundet den – lad os kalde det, hvad det er: døgndrifts børnepasning, som man har udsat sig selv for med skiftende sovetider, våde tisselagener, ufattelige tude- og trøsteture, slåskampe, osv – så havde det her været anderledes. Børnene var blevet større, mere selvstændige og i stand til at planlægge og snakke om ting og også lyst til at være for sig selv. Altså en ferie uden konstant at skulle samle noget op, vaske noget, rydde op efter noget, skille noget eller nogen ad og/eller samle det igen. »Konstant« var pludselig erstattet af »til dels« eller »for det meste« eller »nogle gange.«

Så altså et farvel efter, hvad der føltes som den første, rigtige ferie.

Og så står man dér i gangen med kvalmen, hovedpinen og tårerne, der banker bag øjnene, men som man prøver at holde igen, så de i virkeligheden forårsager yderligere hovedpine samtidig med, at man prøver at være så overordentlig eks-kone cool, som man kan, mens man krammer og smiler og siger ting som »ARJ, hvor bliver det fedt« eller »I kommer til at få verdens BEDSTE ferie«, sagt med NVs absolut sprødeste stemme.

Men man gør det. Jeg gør det. Og hvorfor gør jeg det? Fordi jeg ikke bare allerhelst vil være super eks-kone cool, selvom guderne skal vide, at dét vil jeg gerne. Jeg vil også gerne være den mor, som mine drenge ved godt kan klare det uden dem, en mor, som de ved elsker dem, men også en mor som da sagtens kan håndtere, at de tager på verdens bedste ferie helt uden deres super cool mor, som i sin iver efter at cementere egen coolness, næsten står og kaster håndtegn i eksmandens opgang til farvel.

Jep. I did it. Absolutely super cool, eks-kone-mor cool.

Ish.

Andre læseværdige debatindlæg: