Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Olieselskab advarer: Vi opgiver Danmark

Arne Westeng: Man kan enten vælge at satse på investeringer og vækst i Nordsøen med de store positive samfundsgevinster, der følger. Eller man kan dræbe vores vilje og evne til at fortsætte med at investere. Jeg synes, at valget burde være let. Vi venter på svaret. Det skriver Bayerngas-direktør Arne Westeng

"Vi vil gerne Danmark. Men i stigende grad får jeg opfattelsen af, at den danske regering helst så at vi forsvandt." Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen i Danmark har valgt at føre valgkamp mod de internationale olieselskaber. På Facebook og andre steder jubler ministre og ordførere over, at nu skal de internationale olieselskaber til lommerne og betale for hurtigere tog til alle danskere. Man må forstå, at vores tilstedeværelse er en smule ringeagtet. Vi er i hvert fald fra udlandet, fremhæves det igen og igen. Det virker som om, at regeringen ikke har forstået værdien af, at den globale økonomi også tjener Danmark godt.

Jeg er nordmand og direktør for det offentligt ejede tyske selskab, Bayerngas. Vi er et af de sidste tilbageværende internationale olieselskaber, der ikke har forladt Danmark. Vi har faktisk set frem til at arbejde i Danmark i mange år frem og har gennem investeringsbeslutninger vist, at vi mener det alvorligt. I al beskedenhed er jeg af den opfattelse, at Danmark har brug for selskaber som vores, der kan få den sidste olie op af Nordsøen til glæde for hele det danske samfund. Vi er netop specialister i at indvinde olie fra marginale felter, som den danske sokkel består af. Der er ikke meget aktivitet i Nordsøen. Cirka to efterforskningsbrønde om året er det blevet til i de seneste ti år, fordi den danske business-case bliver sværere og sværere. I Norge bores der cirka 40 gange om året. Danmark har kort fortalt brug for mere aktivitet og flere selskaber til at investere i Nordsøen.

Vi vil gerne Danmark. Men i stigende grad får jeg opfattelsen af, at den danske regering helst så at vi forsvandt.

Hvordan er jeg nået til den konklusion? Det er jeg, fordi vi de seneste halve år har forsøgt at fortælle regeringen, at vi ikke kan acceptere det skatteindgreb, vi nu får trukket ned over hovedet. Men interessen for vores synspunkter virker ikke overvældende – sikkert fordi pengene allerede er givet væk. Derfor hører man kun det, man gerne vil høre.

Vi betaler meget gerne skat i Danmark – og hopper også gerne over på det skattesystem, regeringen foreslår. Vi ved, det betyder, at vi skal betale mere i skat i Danmark og det har vi ikke brokket os over. Personligt tvivler jeg på, om skattesystemet er klogt for Danmark, for det tiltrækker ikke flere investeringer. Men det må den danske regering selv finde ud af. Vi skal nok betale vores del.

Men der er et problem. Kort efter at vi traf bindende beslutning om at gå ind i Nordsøen med en investering på fem milliarder kroner, meddelte regeringen, at det ville blive under helt andre skattevilkår. Det svarer til, at du køber et hus til overtagelse om et år. Du er enig med sælgeren om købsprisen og overtagelsesdatoen – alt er som det skal være. Men kort efter meddeler sælger, at prisen er steget til det dobbelte. Normalt kan køber uden problemer påberåbe sig, at den pris er han ikke villig til at betale. Men her fanger bordet. Det er urimeligt, at man fuldstændig kan ændre betingelserne, som vi har truffet vores beslutning ud fra. I Norge og Storbritannien, der er selskabernes alternative sted at investere, ville det ikke finde sted. Vi har foreslået et kompromis med en overgangsordning, der dækker bindende investeringsbeslutninger.

At det er ganske rimeligt, bekræfter vurderinger, vi har bedt om, fra tidligere overvismand Christen Sørensen samt professor i statsforvaltningsret, Michael H. Jensen fra Århus Universitet. Christen Sørensen er stærk fortaler for højere olieskatter og hans habilitet på området kan ikke drages i tvivl. I tilfældet Bayerngas er han nået til den krystalklare konklusion, at der er tale om et brud på retsstatsprincipperne og lovgivning med tilbagevirkende kraft. Professor Michael H. Jensen konkluderer, at regeringen med indgrebet bevæger sig tæt på et grundlovsbrud og en krænkelse af den private ejendomsret.

Skatteminister Holger K. Nielsen svarer, at der ikke kan være tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft, når skattesystemet først gælder fra 2014. Men her overser skatteministeren den vigtige pointe, at vi som selskab netop rammes med tilbagevirkende kraft på de bindende investeringsbeslutninger, der er taget for fremtiden. Vi har i 2012 bundet os til investeringen, men betalingerne falder jo først i årene derefter. Det, vi tilbydes, dækker højst 20 procent af vores investering. Føres dette igennem vil Danmark ikke blot være på gyngende juridisk grund. Man vil også sende et signal til de internationale markeder om, at det ikke er risikofrit at investere i Danmark. Mange selskaber vil se på vores erfaringer. Regeringen fremhæver så, at 31 selskaber mødte op ved første orienteringsmøde om den syvende Udbudsrunde. På den baggrund konkluderer man fejlagtigt, at der er stor international interesse for at investere i Nordsøen. Og at selskaberne nærmest står i kø. Jeg kender den slags møder i branchen. Det er primært geologer og teknikere, der deltager for at holde sig orienteret. Det fortæller intet om den reelle investeringslyst.

Jeg har min egen nedslående observation: Da Bayerngas efter offentliggørelsen af skatteindgrebet tilbød 66 olieselskaber at købe enten hele eller dele af vores andel i Nordsøen, fik vi en reaktion, der ikke kunne misforstås: Ingen var interesseret. Det bekræfter os i, at interessen for at investere i den danske sokkel ikke er så stor, som regeringen måske tror.

Hvis indgrebet gennemføres som planlagt tvinges vi højst sandsynligt til at trække alle vores andre investeringsplaner af bordet, inden vi overhovedet har tjent en krone i Danmark. Det vil koste vækst og tusindvis af arbejdspladser, navnlig i Jylland. Vi har planlagte investeringer i andre felter, der over en årrække kan give staten 23 milliarder kroner i indtægter. Indtægter, som ingen regner med i dag. Det er en helt ny togfond i sig selv. Men det vil kræve en overgangsordning, der gør os i stand til at realisere investeringerne.

Valget er egentlig ret enkelt: Man kan enten vælge at satse på investeringer og vækst i Nordsøen med de store positive samfundsgevinster, der følger. Eller man kan dræbe vores vilje og evne til at fortsætte med at investere. Jeg synes, at valget burde være let. Vi venter på svaret.