Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ole Birk: Jeg er også konservativ

Ole Birk Olesen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Brian Mikkelsen påstår i en kronik i Berlingske, at jeg sammenligner konservative med fascister. Sikke noget sludder. Jeg elsker konservative mennesker. Jeg er det selv.

Jeg lever i overensstemmelse med nedarvede værdier fra henfarne slægter, og jeg ser skævt til dem, som ikke gør. Jeg slår min plæne og klipper min hæk. Jeg er min kone tro, jeg opdrager mine børn til at være ordentlige mennesker, og jeg håndhæver samfundets normer, når jeg støder på bøller i min daglige tur i S-toget. Jeg tilstræber at være venlig og ordholdende over for andre mennesker, og jeg sætter en ære i at klare mig selv og at have overskud til at hjælpe andre, der ikke kan.

SÅDAN HAR MINE forældre lært mig, at jeg skal opføre mig, ligesom de lærte det af mine bedsteforældre, som havde lært det af mine oldeforældre. Det er denne kulturelle konservatisme, som dominerer mit liv, og jeg har aldrig haft behov for at udfordre den, for jeg kan med både fornuft og følelser erkende, at den virker på såvel individniveau som på samfundsniveau.

Men jeg har et par gange i diskussioner på Facebook antydet, at især én bestemt person, som kalder sig konservativ, nemlig lektor Søren Hviid Pedersen, forekommer at være temmelig fascistisk i sin blinde og antiliberale dyrkelse af statslig autoritet uden begrænsninger.

I mine øjne er konservatismen omvendt en variant af liberalisme. Edmund Burke, en af konservatismens betydeligste fædre, var uden tvivl liberal. Han var medlem af datidens liberale Whig-parti, ikke af det kongemagtdyrkende Tory-parti, og han var en nær holdningsfælle af den liberale Adam Smith.

EN KONSERVATIV, som ikke kæmper for liberale principper som personlig frihed og ansvar, privat ejendomsret, frit næringsliv, fri markedsøkonomi, liberale frihedsrettigheder, magtens tredeling og en statsmagt, som er begrænset af forfatningsstyre, er i mine øjne ikke en rigtig konservativ. Sådan en person har kun Søren Hviid Pedersens fascination af stat, magt og orden tilbage – uden blik for, at en sand orden også må rumme en begrænsning af statsmagten, hvis ikke jungleloven, i form af den stærkes erobring og misbrug af statsmagten, skal vinde.

At jeg kan komme i tvivl om Søren Hviid Pedersens status som konservativ gør naturligvis ikke, at jeg betragter alle konservative som fascister. Brian Mikkelsens egen pressechef, Benny Damsgaard, udtrykte også for nylig støtte til det synspunkt, at den konservative Berlingske-debattør Kasper Støvring skulle være en art fascist, hvilket jeg i øvrigt synes er helt ubegrundet. Støvring er heldigvis ikke Hviid Pedersen. Men Benny Damsgaard mener da heller ikke, at alle konservative er fascister.

I ASGER OUSAGERS bog »Ismer i det 21. århundredes politik« står min bog »Taberfabrikken« fra 2007 opført som et bidrag til moderne europæisk konservatisme. Hvis jeg mente, at alle konservative er fascister, så ville jeg være stødt over det. Men jeg er omvendt stolt, og jeg ser det som endnu et bevis på, at det er langt vanskeligere at skelne mellem konservatisme og liberalisme, end mange, der kalder sig konservative, gerne vil påstå.