Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Oldtids­kundskab – et kernefag

Med den klassisk græske kultur grundlægges nogle af byggestenene i den europæiske kultur: akademitanken på universiteterne, den kritiske tænkning som fundamentet for al forskning, den kunstneriske æstetik, den distancerede analyse af styreformerne og skuespillets opbygning.

Foto: ANTONIO PARRINELLO. Arkivfoto: Antonio Parrinello/Reuters
Læs mere
Fold sammen

I denne tid tager mange gymnasieelever fat på et nyt år. Mange tusinde skal have oldtidskundskab for første gang, hvor man skal læse Platon, måske lidt Aristoteles, Herodot, nogle græske dramaer og studere klassisk græsk kunst. Faget har ikke altid et godt ry. Nogle anser faget for at være tidsspilde. Det har også været i farezonen ved diverse reformer af gymnasieundervisningen. En tidligere minister gjorde for nylig en pointe ud af, hvordan han som studenterpolitiker havde angrebet en professor for at ville forhindre unge i at blive optaget på universitetet »blot fordi de ikke havde haft oldtidskundskab«.

Alt det er måske grunden til, at faget i sin tid fik øgenavnet »oldævl«. Jeg har aldrig forstået miskrediteringen af oldtidskundskab. Jeg elskede tværtimod faget i gymnasiet, og jeg har også i høj grad kunnet se nytten af det sidenhen. Vil man studere efter gymnasiet, er oldtidskundskab en glimrende forberedelse. Faget viser, hvorfor mennesker altid bør have mulighed for at tænke frit, kritisk og ufordomsfyldt. Oldtidskundskab giver den frie tanke en form og et rum.

Ikke mindst den over 2.000 år gamle Platon er i den forbindelse en fantastisk lærerig forfatter, som via Sokrates i et sammenhængende hele behandler, hvad sikker viden kan være, hvordan vi opnår den, hvad det gode liv er, hvordan samfund og stat bør indrettes, hvordan de styrende bør opføre sig og meget mere. Det sker i en underspillet og underfundig dialog, som næsten kunne være foregået i dag, og hvor det meget abstrakte og det meget konkrete væver sig ind i hinanden. Det betyder langtfra, at Platon har og havde ret i alt, hvad han skrev. Tværtimod. Det er netop heller ikke afgørende. Det er derimod den uhildede ildhu, hvormed han lader Sokrates dissekere diverse fænomener med logik og fornuft. Det er noget, vi alle kan lære af, hvilket ikke mindst gælder i en tid med »fake news«.

Platons metode er den kritiske behandling af stoffet fra alle vinkler. Argumenterne vendes og drejes. Man får præsenteret eksempler, som godtages eller forkastes. I oldtidskundskaben sættes bevidsthedens kraft fri. Den får lov at flyve tilbage til det solbeskinnede Hellas, og den kan kaste sig over fænomenerne, før de blev befængt med alle senere historisk overleverede lag af betydninger.

Al senere europæisk filosofi er en slags fodnoter til Platon, er det blevet sagt. Det er nok en overdrivelse. Det er dog rigtigt, at med den klassisk græske kultur grundlægges nogle af byggestenene i den europæiske kultur: akademitanken på universiteterne, den kritiske tænkning som fundamentet for al forskning, den kunstneriske æstetik, den distancerede analyse af styreformerne og skuespillets opbygning, blot for at nævne nogle.

Efter min mening er oldtidskundskab et af gymnasiets kernefag. Det er kvintessensen af almen og nyttig dannelse, som efterlyses sådan i denne tid.