Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Også mænd kan komme i ulykke

Marie Høgh, sognepræst Fold sammen
Læs mere

Kvindelist og punkterede kondomer – gratis engangsknald og juridiske aborter – dét er da noget, der så at sige kan ophidse kvinder. Og yndigt er det ikke, når en rappenskralde skælder ud på »moderne kulturradikale libertinere« og »mænd der ikke kan finde ud af at tage ansvar for deres arveanlæg«.

For der findes ikke noget gratis knald, skriver Edith Thingstrup med en løftet pegefinger i en temmelig skinger Opinion (Berlingske 2. februar). For »livet er farligt derude, og vore handlinger har konsekvenser«.

Jamen, ja! Slap nu af! Selvfølgelig har handlinger konsekvenser, men Thingstrups argumentation i frontalangrebet på Anne Sophia Hermansens blogindlæg (Berlingske 30. januar) er desværre en noget enøjet generalisering, der trækker diskussionen ned på et lavere niveau, end det er skribenten værdig. Ukonstruktivt og i virkeligheden en skam.

»Livet derude« – med den forsimplede argumentation kan man betvivle, om skribenten selv har været »derude«. Thingstrup får »mændene« gjort til »manden«, der tænker sådan og sådan og kaster deres »spermatozoer i grams til tilfældige kvinder med drømme om børn«.

Kvinden er et offer, og manden er en bisse. Mænd skal altså helt ned i skidtet, før kvinder er tilfredse, og Thingstrup afslutter med at trække en gammel traver af stalden – p-piller til mænd: »Er det ikke snart mændenes tur, fremfor at de betragter abort som prævention«.

Det er grove løjer, hun må virkelig være gal på mænd. Ikke mindst er det fuldstændig ude af proportioner at skylde sin diskussionspartner på at være »libertiner« i et ophidset øjeblik.

En libertiner er ikke bare en levemand eller kvinde (der i øvrigt ofte er det morsomste selskab), men betegnelsen dækker over, at vedkommende har en moralsk afvigende adfærd og anskuelser, forfører kvinder (og mænd) i stort tal og lever et udsvævende liv.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Der er mørke i ethvert menneske, og moralske domafsigelser bør man som ufuldkommen skabning være varsom med.

Samtidig er Thingstrup tydeligvis smittet med vor tids sygdom, at man ikke regner individet, men har ophævet det i en hegelsk totalanskuelse, som gør alt abstrakt og ligetil for enhver lommefilosof og -psykolog.

Kategorien mænd eller mand. Man skal bare sige »strukturel ulighed« eller »voldskultur« og, abrakadabra, er ethvert menneske forvandlet fra at være et enkelt ansvarligt individ til at være et moment i en »struktur«, hvor det spræller hjælpeløst og tankeløst og handlingslammet som en sum af omstændigheder, individet ikke har indflydelse på.

Mærkeligt nok for det er vist slet ikke skribentens ærinde, men derimod at hævde ansvaret. Det slipper hun mindre godt fra og flipper ud over at Anne Sophia Hermansen slår et slag for »(mændenes) ansvarsfrihed«. Selvfølgelig ved Anne Sophia Hermansen udmærket, at frihed og ansvar hører sammen, og at der skal to til en tango. Der er også mænd, som i årevis bærer sorg over, at deres kæreste ville have en abort. De har ingen ret, de er sat helt ud af spillet. Alene kvinden kan bestemme, om et barn skal leve. Også her har feminismen sejret af helvede til.

Begge har et ansvar. Ingen kan leve livet med ansvarsfraskrivelse – og det handler vel om andet end økonomisk ansvar? Og juridisk abort? Tja… bom bom. Hvis prisen for et gennemsnitligt faderskab i 2016 ligger på godt 1.300 kr. om måneden, er det vel overkommeligt for en kvinde at klare selv – eller lade staten betale. Så er hun da fri for stodderen, den såkaldt ansvarsløse mand. Men er han så fri?

Så enkelt er det vel næppe. Det er ingen afladshandel. Intet menneske kan afdrage på skylden og skammen. Også mænd kan komme i ulykke og må leve med samvittighedskvaler resten af livet. Og ligesom et forspildt liv ikke kan leves om, således kan man heller ikke gøre en dårlig samvittighed god igen.