Özlem Cekic om kvindeportrættet i Folketinget: »Fælles for os er, at vi har været ’den første’ kvinde i vores positioner«

Det, der kendetegner de 30 kvinder på et nyt maleri i Folketinget, er, at mange af os bærer etiketten »den første«. Den første statsminister, den første folketingsformand og den første justitsminister. Det var jeg langtfra den eneste, der fældede en tåre over.

Maleriet i Samtaleværelset på Christiansborg viser 30 kvinder, der har haft særlig betydning for folkestyret de seneste 100 år. På maleriet ses blandt andet Helle Thorning-Schmidt, Lene Espersen, Mimi Jakobsen, Johanne Schmidt-Nielsen og Özlem Cekic. Portrættet er malet af Mie Mørkeberg. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg kommer fra et indvandrerhjem og er det, man populært ville kalde en mønsterbryder. Jeg er en af de 30 kvinder, der de seneste 100 år har haft en særlig betydning for dansk politik, har man i al fald vurderet, og derfor er jeg sammen med de resterende 29 kvinder portrætteret i Folketinget af Mie Mørkeberg. Det er jo en ære uden lige – som ingen i denne kvindegruppe dog er kommet nemt til.