En bonusordning for at ansætte en kvindelig forsker er ligeså kønsdiskriminerende som en kønskvote. Det klinger derfor ganske hult, når Louise Gade, vicedirektør for HR på Aarhus Universitet, påstår det modsatte. I Berlingske Tidende (21.09) afviser hun tanken om kønskvotering og positiv særbehandling, når man belønner de enkelte fakulteter ved ansættelse af kvindelige forskere.

Virkeligheden er dog en anden. Økonomiske incitamenter, der forbeholdes det ene køn, skævvrider den lige konkurrence og ligebehandling mellem kønnene. Indfører man økonomiske incitamenter, som foreslået af Aarhus Universitet, skabes der rum for positiv særbehandling af kvinden og en samtidig diskrimination af manden. Samme konsekvens som de omdiskuterede kønskvoter vil have, skulle de blive en realitet inden for dansk lovgivning.

Faktisk er det stærkt bekymrende, at det århusianske forslag om økonomisk støtte ved ansættelse af kvindelige forskere endnu ikke rangerer i top fem hos ligebehandlingsnævnet. Forslaget er et klart brud på den ligebehandlingslov vi har i Danmark, der tilsiger, at man ikke må forskelsbehandle på baggrund af køn. Men Københavns Universitet har allerede fået dispensation fra ligebehandling under Helge Sander, så den lov kan åbenbart gradbøjes, så nogen gøres betydeligt mere 'lige' end andre?

Kan man undgå at forskelsbehandle, når det ene køn per automatik har en pose penge med til jobsamtalen? Hele pointen er vel, at universiteterne netop skal lade sig lokke af disse penge, ellers er ordningen en fiasko.

Ifølge Aarhus Universitet vil det stadig være den bedst kvalificerede, der får stillingen. Al snak om kvalifikationer frygtes dog at falde flere trin ned ad rangstigen, når kassetænkning pludselig er så iøjnefaldende en mulighed - specielt set i lyset af, at mange forskningsmidler ikke tilfalder forskeren, men selve universitetet.

Det virker derfor selvmodsigende, at man med den ene hånd udsteder checks ved ansættelse af et bestemt køn og med den anden bryster sig af, at faglighed og kvalifikationer er i højsædet. Man fristes til at spørge, hvorfor universitetet anser økonomiske incitamenter som den rette ingrediens, hvis man på samme tidspunkt påstår, at de ikke spiller nogen rolle.

At forslaget ikke har vakt større harme hos den kvindelige forskerskare kan undre. Fritages kvinder fra konkurrence med mandlige kolleger, risikerer man at så tvivl om den enkeltes kompetencer. Mange kvinder, der ansættes på sådanne særvilkår, vil også spekulere i, om ansættelsen i virkeligheden skyldes de gunstige belønninger.

Professor Anette Borchorst fra Aalborg Universitet er i følge Berlingske Tidende ikke enig i disse betragtninger: »Det bedste argument er måske, at det virker. Det er en stor signalværdi, når man laver et sådant tiltag, siger hun og forklarer, at det er nødvendigt med sådanne tiltag, hvis skævvridningen skal til livs.« Men hvorfor hurraråb over, at forslaget virker? Selvfølgelig virker det. Foreslog man, at mænd, der søgte lærerstillinger, skulle have en markant højere startløn end kvinder, ville man sandsynligvis også se en længere kø af mænd ved jobsamtalerne.

Det samme gælder for kønskvoter. Fortalerne skamroser Norge og fremhæver at kønskvotering virker. Men når konsekvensen ved ikke at overholde kravet om mindst 40 procent kvinder i bestyrelsen er tvangslukning af virksomheden, forstår man godt, at loven overholdes. Men forslagene underminimerer den lige behandling mellem kønnene, som så ikke længere konkurrerer på lige vilkår.

Andre i det politiske landskab har også reageret på forslaget. Dog ikke med bekymring i stemmen, men derimod et håb om yderligere tiltag af samme skuffe. Samtlige oppositionspartier er med på vognen og ligestillingsordfører (SF), Pernille Vigsø Bagge, fremhæver endda kønskvotering som en god ide. Man må konkludere, at ligestilling for dem ikke handler om at behandle mennesker lige. Det er en skam. Det er pinligt.

At særvilkår skulle være en motor for ligestilling er en misforståelse. I den evige jagt på den lige fordeling af kønnene, risikerer man at trække tæppet væk under den reelle, flotte ligestilling, vi har opnået i Danmark. Det ville klæde forslagsstillerne på Aarhus Universitet i det mindste at kalde en spade for en spade. En bonuscheck som lokkemad er et udtryk for både positiv særbehandling og kønsdiskrimination.

Lader man forslaget om økonomiske incitamenter fremstå som en sællert for ligestillingen, holder man fakta under bordet.