Velkommen til et nyt skoleår med øget fokus på lærende og udviklende børnefællesskaber. Børns udvikling sker i fællesskaber. Det er solidt dokumenteret i forskningen. Derfor skal folkeskolen sikre, at alle børn kan være aktive deltagere i lærende børnefællesskaber. At et barn er inkluderet i et fællesskab betyder, at barnet deltager som fuldgyldigt og ligeværdigt medlem. Det enkelte barn både bidrager til og støttes af de voksne i de sociale og faglige aktiviteter, der udspiller sig i fællesskabet.

Forskning dokumenterer, at børn lærer i fællesskaber, og endnu er der ikke fundet forskningsmæssigt belæg for, at børn, der ekskluderes fra de almene børnefællesskaber, generelt opnår bedre læring.

På trods af dette er stadigt flere børn blevet ekskluderet fra f.eks. den almene folkeskole gennem de seneste årtier. Det er der rigtig mange årsager til. Dels har samfundsændringer i form af øget globalisering ført til øget konkurrence, som alt andet lige medfører øget pres på børn og unges tilegnelse af viden og læring til følge.

Derudover har den teknologiske udvikling inden for det medicinske og psykiatriske område medført øget fokus på diagnosticering. Det betyder, at flere børn undersøges, ikke kun én gang, men flere gange af forskellige eksperter. Det medfører, at flere børn bliver udpeget som specielle, anbefales behandlet som specielle, og forventes at opføre sig specielt.

Endelig er en større grad af selvforvaltning, selvregulering og mindre fast struktur i dagtilbud og skoler for nogle børn vanskelige udviklings- og læringsbetingelser.

Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederforeningen og Skole & Forældre mener, at der gennem alt for lang tid har været for meget fokus på selve eksklusionen fra folkeskolen, og for lidt fokus på de ekskluderende processer, som udspilles i alle børnefællesskaber, og som for mange børn fører til eksklusion.

Eksempler på tidligt ekskluderende processer er vedvarende drillerier, som kan lede til mobning. Det er måden, de professionelle voksne taler til børnene på i stedet for med børnene. Det er fravær af voksenstyring i de børnehierarkier, der er i alle fællesskaber. Det er de lokale specialundervisningstilbud på skolerne, der har karakter af »time outs« fra undervisningen. Det er den måde, de professionelle voksne giver eller ikke giver feedback til børnene på osv. osv.

Er et barn først ekskluderet fra et alment børnefællesskab, viser al erfaring, at det er ualmindelig vanskeligt for barnet at vende succesfuldt tilbage til fællesskabet i den almindelige klasse. Det skal der gøres noget ved, og det kan kun ske, når folkeskolens ansvarlige parter står sammen om opgaven.

Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederforeningen og Skole & Forældre finder derfor, at alle kommunale inklusionsstrategier skal rette sit fokus på de tidlige ekskluderende processer i børnefællesskaberne - og finde lokale veje til at undgå, at disse eksklusionsprocesser får lov at stå uimodsagt hen.

Det er utroligt vigtigt, at alle omkring folkeskolen erkender, at inklusion ikke er en bestemt metode. Inklusion er først og fremmest en pædagogisk måde at forholde sig til børnenes undervisning, læring, fritid og sociale liv på. Det betyder, at alle ansvarlige i kommunerne og på hver enkelt folkeskole, skal finde ud af, hvordan man vil forholde sig inkluderende til den pædagogiske lærings- og udviklingsopgave, man har.

Man kan ikke deponere dette lokale ansvar alene hos en forvaltning, hos politikerne eller i et ministerium.

Hver eneste skoleleder, lærer og pædagog skal i samarbejde med skolebestyrelsen afklare, hvilken metode man lokalt vil anvende for at sikre den mest inkluderende folkeskole, og denne proces skal understøttes af en systematisk og koordineret kommunal indsats for at styrke inklusionen. Her skal man efter vores opfattelse anvende metoder, der har forskningsmæssigt belæg for at støtte inkluderende læreprocesser og børnefællesskaber.

Inklusion er en vedvarende proces og en fælles opgave for ledere, medarbejdere, børn, unge, forældre, forvaltninger og lokale politikere. Ansvaret skal løftes på hver enkelt folkeskole, og ingen parter kan stille sig ud på sidelinjen og melde hus forbi.

Inklusion er derfor også en kulturændring, som bygger på en anden forståelse af børns behov og udvikling. Inklusion er efter vores opfattelse ikke en spareøvelse. Det skal være en anden og bedre måde at bruge de eksisterende resurser i dagtilbud og skoler på. Inklusion og gode faglige resultater er ikke hinandens modsætninger - de er hinandens forudsætninger.

Forudsætningen for, at vi lykkes med inklusion til gavn for alle børn i folkeskolen, er, at alle parter trækker i samme retning og yder sit. Det er vi parate til.

God skolestart til alle danske børn, unge, forældre, medarbejdere og ledere.