Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Økonomer skal lære af deres fejl

Mads Lundby Hansen: Det er vigtigt, at man lærer af sine erfaringer. Så man ikke gentager fortidens fejl. Og det gælder også økonomer. Da krisen opstod tilbage i 2008 var der mange økonomer, der fremførte, at politikerne skulle pumpe offentlige penge ud i økonomien for at øge væksten og sænke ledigheden. Andre økonomer var mere skeptiske over for en sådan aktiv konjunkturpolitik. De betonede omkostningerne med den afledte offentlige gældssætning og var mindre optimistiske hvad angår de positive effekter af stimulipakkerne.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS Fold sammen
Læs mere

Måske dækkede krisen også over, at der var behov for nogle tilpasninger, som under alle omstændigheder ville komme til at gøre ondt (f.eks. var boligpriserne og byggebeskæftigelsen kommet for højt op). Mange lande med USA i spidsen stimulerede deres økonomier kraftigt. De positive resultater er til en vis grad udeblevet, mens omkostningerne er synlige for enhver: Mange lande har i dag så stor offentlig gæld, at det svækker tilliden til landenes tilbagebetalingsevne. Og det har medført den nye krise på finansmarkederne.

Derfor kunne man godt ønske sig mere ydmyghed hos en række økonomer herhjemme. Nogle økonomer er således med til at give omverdenen og medierne et falsk indtryk af potentialet i at »handle« og sætte vækstpakker i gang. I den forstand er potentialet ved ekspansiv økonomisk politik oversolgt.

Ekspansiv økonomisk politik kan i bedste fald på kort sigt give væksten et lille nøk i den rigtige retning (hvis det går godt), mens væksten på den mellemlange bane grundlæggende handler om arbejdsudbud, rammebetingelser og incitamenter til at producere, investere og forbruge. Og hvis man endelig fører aktiv økonomisk politik, bør man gøre noget, der samtidig forbedrer strukturerne i økonomien. Det vil typisk være lavere selskabsskat eller personskat.

Samtidig er det vigtigt, at man har lagt reformer frem, der sikrer langsigtet balance på de offentlige finanser. Hvis det sidste ikke er tilfældet, er der risiko for, at forbrugere og virksomheder holder igen og sparer op. Da de kan se, at der er store langsigtede underskud og skattestigninger forude.

Der hvor kæden ryger helt af for mange økonomer, er når vi kommer til den megen snak om fremrykning af offentlige investeringer. Mange økonomer ignorerer eller overser, at VK-regeringen i 2009 og 2010 budgetterede med en vækst i de offentlige investeringer på 30 pct. Det var en rekordstor vækst, men den realiserede vækst blev kun på 12 pct. i de to år. Når investeringerne ikke kom i gang, skyldes det bl.a., at det ofte tager tid at planlægge investeringer (man vil undgå en »bridge to nowhere«), ligesom der skal foretages nabohøringer, licitationer, ændres i lokalplaner mv. Så måske kommer de investeringer, der ikke er realiseret i 2009 og 2010 i gang i 2011 og 2012. Det svækker argumentet for en ny fremrykning. Og det øger risikoen for, at nye investeringspenge i stedet bliver brugt til at ansætte nye medarbejdere i kommunerne og den øvrige offentlige sektor. Det prøvede vi i 2009 og 2010. Og det har vi ikke råd til igen.

Man skal lære af sine fejl.