Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nytteløst arbejde om spindoktorer

Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Man plejer jo at sige, at intet nyt er godt nyt, og det er til gengæld meget svært at lave nyhedshistorier på. Det er det sandt at sige også at skrive noget om den betænkning, som skulle levere et kritisk eftersyn af ordningen med ministrenes særlige rådgivere. De såkaldte spindoktorer. Lige netop den funktion i ministrenes absolutte inderkreds har været diskuteret spalte op og spalte ned ved flere bemærkelsesværdige lejligheder – senest i forbindelse med den sag, som ruller i skattesagskommissionen, hvor samspillet mellem Ekstra Bladet og en spindoktor blev oprullet i al sin uskønhed, og vi har endnu ikke set enden på kommissionens kortlægning af forholdene i Skatteministeriet – herunder den særlige rådgivers rolle.

Har vi et pilråddent system, som planter historier om politiske modstandere i pressen, styrer kommunikationsstrømmen benhårdt efter at skjule de dårlige historier og fremme de gode for en minister, og som uden om ministeriets sædvanlige emailsystemer og journaliseringssystemer manipulerer rundt med de informationer, som helst skal ramme de rigtige og undgå at komme i hænderne på de forkerte. »Mørkets fyrster« er de magtfulde spindoktorer sågar blevet kaldt, når statsministerens overspindoktor under VK-regeringen rullede drejebogen ud for en kraftfuld styring af medierne. Noget den nuværende regering aldrig er kommet efter.

NU HAR DER SÅ siddet et udvalg med højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand og primært en række embedsmænd som medlemmer, som har kigget på spindoktorerne. Bortset fra at de særlige rådgivere ikke kan finde ud af at journalisere deres emails og notater på ministeriernes IT-systemet, så andre kan søge aktindsigt i dem og finde dem igen, og ofte ikke er bekendt med arbejdsformen som en del af et embedsmandsapparat, så er der ikke meget, der skal ændres på, er udvalget nået frem til.

Det er ikke længere så meget journalister fra medierne, der får stillingerne, men akademikere fra kommunikationsuddannelserne og fra partiernes egne organisationer, som passer bedre ind i ministerierne. Deres opgaver er skiftet fra primært presserådgivning til meget mere politisk og faglig rådgivning både i forhold til lovgivningen og i forhold til ministerens politiske bagland. Med andre ord: Embedsmændene har nu gradvis fået nogle kolleger, der ligner dem selv, og de kan derfor bedre leve med dem, og ministrene, der meget ofte er sammen i forskellige uddannelser, har en fået god dialog med disse spindoktorer.

Udvalget når frem til, at det sådan set er et passende antal af disse særlige rådgivere, der er ansat, hvor nogle få ministre må have to af slagsen, mens de fleste har en enkelt rådgiver. Heller ikke hvad angår grænsedragningen mellem den politiske rådgivning og den faglige rådgivning fra embedsmændene er der rigtigt noget at komme efter.

Jeg savner i betænkningen en skarpere diskussion om fremtiden for vores højt besungne uafhængige embedsmandsapparat, som mere og mere presses til politisk rådgivning i ministerierne og om de politiske rådgiveres etiske spillerum i forhold til at agere våbenbrødre for ministrene. Skattesagskommissionen og Statsløsekommissionen har mere end rigeligt afsløret, at der er et voldsomt skred i gang omkring det uafhængige embedsmandsapparat. Det er et helt centralt emne at få diskuteret.