Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nytårshilsen fra en upålidelig vælger

03DEBmichael-b--ss-164928.jpg
Michael Böss, samfundsforsker og historiker, Aarhus Universitet. Fold sammen
Læs mere

Lad denne indsparker gå ind i det nye år med en personlig bekendelse: Jeg er en upålidelig vælger. Der er ikke noget parti, der på forhånd kan regne med min stemme, skønt der dog også er nogle, som aldrig vil få den. Jeg kan finde på at krydse midterlinjen. Jeg kan stemme forskelligt ved folketings- og kommunalvalg. Jeg stemmer ofte regionalpolitisk, skønt det er blevet sværere efter strukturreformen, må jeg indrømme. Jeg stemmer kun på politikere, jeg har tillid til. Og så er der som regel to-tre sager, jeg finder særligt vigtige. Det gør mig dog langtfra speciel. Min form for vælgeradfærd er i dag ganske normal. Det kan jeg konstatere, hver gang jeg efter et valg studerer analyser af vælgerbevægelser. Netop fordi jeg ikke selv er forudsigelig, så gør partierne dog klogt i at være det. I det mindste på så mange områder som muligt. Lidt bevægelsesfrihed må de naturligvis have.

Ved sidste folketingsvalg stemte jeg på Venstre, vistnok for første gang. Det skyldtes ikke partiets økonomiske politik, for som socialliberal er jeg mere social end økonomisk liberal. Det skyldtes heller ikke udlændingepolitikken, for så kunne jeg lige så godt have stemt socialdemokratisk. Det skyldtes heller ikke europapolitikken, for så skulle jeg have stemt konservativt. Men jeg blev liberal, da de Konservative svigtede mig og rykkede mod højre. Afgørende for min stemme var dog, at jeg troede på, at Venstre – sammen med andre partier i blå blok – ville stå for en bedre regional-, forsknings-, skole- og kulturpolitik. Og som en vælger, der godt kan identificere mig med partiets »højskolefløj«, forekom det rimeligt. Dengang. Men i dag forekommer det naivt. På den anden side: Hvem kunne have forudset, at det ville ende med en snæver Venstre-regering? En regering, hvor det er økonomiudvalget, der fastlægger al politik? For det er jo ikke ligefrem forsvaret for højskolen og kulturen, der falder en i øjnene, når man ser tilbage på Venstres første halve år ved magten. Og i forsknings- og skolepolitikken er det svært at se forskel på den nuværende og den forrige regering. Jeg havde ellers store forventninger. Men hvordan kan det være anderledes, når ministrene for disse områder i praksis er svage og tilmed svigter de holdninger, de tidligere har givet udtryk for?

Jeg havde håbet på, at de andre partier i blå blok kunne have gjort en forskel under finanslovsforhandlingerne. For eksempel LA, der har folk – som f.eks. Henrik Dahl og Mette Bock – som jeg selv har stor respekt for. Men en velinformeret kilde fortæller mig, at hverken kultur- eller forskningsområdet var udtaget som forhandlingsemner. De dele af finansloven »blev lagt på bordet som et indiskutabelt faktum en dag eller to før lovforslaget blev præsenteret«. Partiet »kunne i teorien godt have gjort kultur- og forskningsområdet til et kabinetsspørgsmål«, men valgte at lade være.

Det kan man dårligt klandre LA for. Lige som de Konservative sikkert også har områder, hvor de havde ønsket sig mere indflydelse. Konklusionen herfra er derfor, at en bredere borgerlig regering – måske – kunne have forhindret den ukloge og skadelige grønthøsterpolitik, som har svigtet denne upålidelige vælgers tillid.