Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nye Borgerlige presser den blå blok

Nye Borgerlige vil frem til næste valg presse de øvrige partier i blå blok på stort set alle politikområder.

Jens Meyer. Fold sammen
Læs mere

Partiet Nye Borgerlige, med Pernille Vermund og Peter Seier Christensen som frontfigurer, er i fuld gang med at kradse vælgererklæringer ind, så det stærkt borgerlige parti kan blive opstillingsberettiget til det førstkommende folketingsvalg. Det forlyder, at de er tæt på at være i mål med erklæringerne, og måske når partiet målstregen med de nødvendige godkendte erklæringer inden partiets årsmøde til november i år.

Imens gisper de Konservative fortsat efter vejret i meningsmålingerne, hvor det svinger mellem 3,0 og 3,6 procent vælgertilslutning. Dette på trods af kraftige markeringer i årets første måneder, hvor partiet bed sig fast i bordkanten i forbindelse med den såkaldte »Gylle-gate«. Sagen endte som bekendt med, at daværende fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen tidligere på året måtte trække sig som minister efter mistillid fra netop de Konservative.

Over sommeren har de Konservative også markeret sig kraftigt i forhold til boligbeskatningen, som partiet vil have lempet i forbindelse med forhandlingerne om regeringens 2025-plan, der fremlægges til forhandling mellem Folketingets partier i slutningen af august.

Men tilbage til Nye Borgerlige. Når partiet har de nødvendige 20.000 vælgererklæringer i hus, er det alvor. Så er partiet klar på stemmesedlen ved næste valg, og dørene åbner sig for yderligere profilering – også i partilederrunder med videre forud for et kommende folketingsvalg. De skal tages alvorligt, for nu er de en potentiel magtfaktor i dansk politik.

Nye Borgerliges positionering er i nogen grad renset for den sædvanlige Christiansborg-retorik og logik, og dette politiske frisind kan meget vel opleves forfriskende for mange stærkt borgerlige vælgere, der måske hidtil har klynget sig til de Konservative i mangel af bedre. Men nu er der en ny mulighed hos Nye Borgerlige, og det kan koste dyrt for de Konservative. Præcis som Alternativet blev det rent stemmemæssigt for Det Radikale Venstre i forbindelse med folketingsvalget i 2015. Dog uden sammenligning i øvrigt.

Vurderingen herfra er, at Nye Borgerlige i store træk er på vælger-rov hos partierne i blå blok, hvorfor den helt store ændring i magtbalancen mellem rød og blå blok ikke forrykkes synderligt meget af Nye Borgerliges eventuelle fremmarch. Men så enkelt er det så heller ikke. Hvis de Konservative presses af Nye Borgerlige og lige præcis ikke når spærregrænsen ved et kommende folketingsvalg, så kan det være spildte borgerlige stemmer, der afgør valget til fordel for en ny rød regering. Det samme gør sig gældende, hvis Nye Borgerlige heller ikke opnår de nødvendige to procent af stemmerne, der skal til for at indtage fire pladser i Folketinget på Christiansborg. Men et nyt parti kan, som andre partier, også overraske endnu mere positivt. Præcis som det skete for det nye parti, Alternativet, ved sidste folketingsvalg. Det spændende ved politik er som bekendt det ubekendte. De Konservative gør sig sikkert deres overvejelser efter endnu et år med sløje meningsmålinger, og derfor kan der også komme spændende nye udspil og nyheder fra denne kant.

Et succesfuldt efterår for statsminister Lars Løkke Rasmussen kan også betyde fornyet energi og fremgang for regeringspartiet Venstre i de kommende meningsmålinger. Statsministeren har jo før vist, at han mestrer det politiske håndværk – ikke mindst når det ser sværest ud.

Et forsigtigt gæt er, at Nye Borgerlige er klar til valg inden længe, og så er der endnu et parti på hylden i blå blok, som vælgerne kan vælge imellem, og som frem til næste valg vil presse de øvrige partier i blå blok på stort set alle politikområder.