Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ny sæson i Cirkus Bruxelles

Lars Hovbakke Sørensen, historiker. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lidt ubemærket herhjemme midt i al postyret om Venstre og Lars Løkke Rasmussen og om de EU-skeptiske partiers fremgang i en række europæiske lande, har der også været en markant politisk udvikling i landet, som huser »Europas hovedstad« Belgien. Her var der valg til det nationale parlament samtidig med Europa-Parlamentsvalget i søndags.

Og valget lover bestemt ikke godt for Belgiens muligheder for at overleve som samlet stat. Den tendens til politisk krise og opløsning, som har gjort sig stærkere og stærkere gældende i de seneste par årtier, blev nemlig yderligere forstærket. Partiet Ny Flamsk Alliance, som ved jordskredsvalget i 2010 sensationelt blev Belgiens største parti, gik nemlig yderligere frem i søndags, fra ca. 17 pct. ved valget i 2010 til lidt over 20 pct. Det befæstede dermed sin position som landets absolut største parti, og den belgiske premierminister Elio de Rupo fra det wallonske (de fransktalendes) socialistparti SP trådte straks tilbage.

Nu vil der blive indledt sonderinger med henblik på dannelsen af en ny bred koalitionsregering til afløsning af den afgående. Det vil sikkert komme til at tage lang tid (efter valget i 2010 tog det 541 dage). En ny sæson i »Cirkus Bruxelles« er indledt.

Men det, som flertallet af de belgiske politikere enten ikke er eller ikke ønsker at være opmærksomme på, er den store, generelle utilfredshed, som den nye valgsejr til Ny Flamsk Alliance er et udtryk for. Ligesom valgsejren i 2010 var det. Mange vælgere i Belgien er godt og grundigt trætte af, at de fleste af de gamle partier fra både venstre- og højrefløjen, og fra både den fransktalende og den flamsktalende del af det politiske spektrum, altid går sammen i brede koalitionsregeringer.

MED ANDRE ORD er den store tilslutning til separatistpartiet Ny Flamsk Alliance i lige så høj grad udtryk for mange vælgeres frustration over og protest imod et system, hvor de ikke synes, at de kan kende de forskellige øvrige politiske partier fra hinanden, end for et reelt ønske om den samlede belgiske stats opløsning. Når socialister, socialdemokrater, centrumpartier, liberale og konservative (kristelige demokrater) altid går sammen i regeringer på kryds og tværs af de politisk-ideologiske skel, sådan som de nu har gjort det i adskillige årtier i Belgien, vokser vælgernes efterspørgsel på klare politiske budskaber og alternativer. Og sådanne budskaber og alternativer tilbyder netop Ny Flamsk Alliance, som har holdt sig uden for den seneste koalitionsregering, og som har ét klart og enkelt endemål, som alle kan forholde sig til: Flanderns løsrivelse fra det øvrige Belgien.

Men mange andre europæiske politikere end de belgiske burde måske engang imellem kaste et blik på den politiske udvikling i Belgien og overveje, hvilke ekstreme »systemkritiske« synspunkter af den ene eller den anden art, man ubevidst kan komme til at fremme, hvis ikke man i tilstrækkelig grad lytter til befolkningernes bekymringer og deres eventuelle kritik af dele af »systemet«, og hvis ikke man er principfast nok i sin politik.

Hvis ikke nogle flere af de gamle politikere begynder at lytte noget mere, vil jordskredsvalget i Belgien næppe være det sidste, vi har set i Europa.