Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ny regering, men samme stramme kurs

Vi er nogle, der vil have et paradigmeskift. Et opgør med dansk politiks neurotiske fiksering på et oplevet behov for dehumanisering af visse borgere og splittelse af befolkningen.

topna
»Der kan komme en ny regering. Men Dansk Folkeparti og blå blok vil have vetoret på en S-regerings lempelser på udlændingepolitikken. Det har Socialdemokratiet helt unilateralt givet dem. En stemme på et oppositionsparti, vil altså føre til en fastholdelse af Dansk Folkepartis dominans på dette for Danmarks retning så afgørende område,« skriver Anne Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

»Det interesserer mig langt mindre denne gang,« lød det forleden fra en kvinde i min omgangskreds. »Jeg plejer ellers at se det hele.«

Hun kan godt se, at der med god sandsynlighed kan vælges en ny regering, men at denne ikke vil sætte en ny kurs for Danmark på afgørende områder.

Og det lægger en dæmper på begejstringen. Vi er en del, der drømmer om bare et lillebitte opgør med Monty Pythonske håndtryksregimer, med love, der forsøger at skille julemanden fra burka-kvinden, med den heftige internationale branding af Danmark som smykketyve og nedrige små-fascister, og med tolerancen af børns vantrivsel i statens varetægt.

Anne Sofie Allarp Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Sofie Allarp 1.

Statschikane af medborgere

Vi er nogle, der ikke synes, det er spor morsomt at være tvunget til at deltage i finansieringen af den vidtforgrenede statschikane af medborgere, der formaster sig til at gifte sig med en udlænding. Som ikke støtter subjektive integrationsegnethedsvurderinger, arbitrære krav til lejekontrakter, til kvadratmeter på plantegningen og til boligens placering. Som synes, det er anstrengende at belaste statens ansattes tid og karma-regnskab med at udføre denne chikane.

Vi begræder den konstante trussel om at smide gode forældre til danske statsborgere ud af landet for mindste fodfejl i dødedansen til den orwellske taktstok. Og vi er ikke stolte over, at danskere ikke kan komme hjem med deres børn og ægtefæller efter ophold i udlandet.

Der er også en del, der mener noget alvorligt med, at vi er lige for loven, og at vores adresse ikke burde have indflydelse på, hvor mange år, vi afsoner for en given lovovertrædelse. Som mener, at forældre ikke skal tvinges til at aflevere deres baby i en vuggestue, bare fordi de bor på en forkert adresse.

Vi mener ikke, at staten skal tage forældrerettigheder fra mænd, som har udstået straf på et objektivt grundlag, men alene hvis der er en konkret grund til, at barnet ikke skal have kontakt med sin far. Vi er nogle, som finder sprogbrugen om nye borgere som trusler, bølger, strømme, og et kollektivt løfte om undergang, gennemskuelig og kvalmende.

Den evige stramning af skruen

Vi er udmattede over vores politikeres uendelige dommedagsmesse. Den der konstante stramning af skruen, der gør det salonfæhigt at optræde i diametral modsætning til det, vi opdrager vores børn til at være.

Vi vil have et paradigmeskift. Et opgør med dansk politiks neurotiske fiksering på et oplevet behov for dehumanisering af visse borgere og splittelse af befolkningen. Vi ønsker en normalisering af vores udlændingepolitik væk fra den, der har gjort os til Nordens pendant til den gale onkel, der ankommer nøgen til familiemiddagen.

Men det kan vi så se langt efter.

Der kan komme en ny regering. Men Dansk Folkeparti og blå blok vil have vetoret på en S-regerings lempelser på udlændingepolitikken. Det har Socialdemokratiet helt unilateralt givet dem.

En stemme på et oppositionsparti vil altså føre til en fastholdelse af Dansk Folkepartis dominans på dette for Danmarks retning så afgørende område.

Som traditionel rød vælger, er det en paradoksal og, indrømmet, noget demotiverende situation, at det kun er inden for blå blok, man kan stemme for at påvirke og forandre den nuværende politik.