Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ny letbane er vejen til vækst

Søren P. Rasmussen, John Engelhardt, Ebbe Skovsgaard og Gitte Lillelund Bech: En letbane langs Ring 3 er samfundsøkonomisk en god idé. Den er både et skridt på vejen til fremtidig vækst og et betydeligt løft i den kollektive trafik for områdets borgere. Vækst i hovedstadsregionen giver vækst til hele landet.

Trafikken skal på skinner. En letbane bør på tværs forbinde hovedstadsregionens omegnskommuner. Det skal være slut med, at kollektiv trafik er halvanden time om at bringe folk fra Lyngby til Brøndby. En letbane vil medføre betydelig vækst, mener en række politikere fra hovedstadens omegn. Fold sammen
Læs mere

I morgen mødes repræsentanter for ti kommuner i hovedstadsområdet med transportminister Hans Christian Schmidt. Den fælles opgave er at udnytte de muligheder, som det brede transportforlig fra 2009 giver for en letbane omkring Ring 3 fra Ishøj til Lundtofte. Viljen er til stede hos begge parter - og nu gælder det om at finde en løsning, som realiserer vores regions store potentiale.

Netop det at bycentrene rundt omkring i hovedstadsområdet specialiserer sig er da også et bærende element i den vision »Loop City«, som Realdania og ti kommuner har lavet for vores område. Loop City er visionen om, hvordan hele Øresundsregionen bindes sammen af en stærk infrastruktur. Her er letbanen en nødvendig investering i fremtiden.

For bilisterne er der nemlig allerede fornuftig sammenhæng mellem »fingrene« med Motorringvej 3, Ring 3 og Ring 4. Men der er udfordringer i myldretiden med meget tæt trafik på ringvejene. Vi tror på, at både den private og den kollektive infrastruktur skal være god, for at områdets potentiale bliver realiseret. Her er letbanen et nødvendigt tiltag.

Det er klart, at region og kommuner tilsvarende skal investere i kommende vækst og bedre transport for borgerne. Den lokale opbakning til letbane-projektet skal omsættes til konkrete investeringer. Og investeringerne vil så rigeligt give afkast - i form af bedre transport for borgerne i kommunerne og i form af flere investeringer og bedre vækst.