Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ny dagpenge­aftale blokerer for beskæf­tigelse

Lars Werge Fold sammen
Læs mere

En systematisk forringelse af de lediges dagpengeregler fik endnu et nøk forleden. 1. juli indførtes nye stramninger, og flere er på vej. De har den modsatte effekt af det tilsigtede, og de straffer samlet set de ledige.

I januar blev dagpengesatsen for dimittender sat ned. Nu gælder det blandt andet indførelsen af karensdage. Til januar forringes vilkårene for ret til supplerende dagpenge.

Systemet bliver både mere uoverskueligt og mere uretfærdigt. Allerede med indførelse af karensdage blev der skruet ned for dagpengesatsen. Det er en pisk mod ryggen af en gruppe medborgere, der er snublet i jobmøllen for en stund.

Der er nemlig ikke belæg for at sige, at de ledige ikke ønsker at arbejde. Strukturelle, økonomiske eller geografiske forandringer kan betyde, at fabrikken må skære ned, eller at mediehuset af strategiske årsager vælger at lukke en ugeavis.

Til nytår 2018 betyder skattereformen fra 2012 i øvrigt, at dagpengesatsen (og de øvrige overførselsindkomster) bliver »mindrereguleret«, man skruer simpelthen ned for stigningstakten på disse beløb. Det finansierer til gengæld lettelserne i top­skatten.

Mere barokt bliver det næsten ikke. De lavest stillede betaler for de bedst stillede. Og får i øvrigt at vide, at de i høj grad selv har ansvaret for at komme op at stå igen.

Det eneste, der er lige så barokt, er for eksempel det faktum, at beskæftigelses­flertallet har et kontant mål om, at alle job og al beskæftigelse skal styrkes. Småjob må ikke lades ubesat – for det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan dreje sig om få timer lange vagter, som udbydes af en arbejdsgiver.

Uden garanti for at der kommer flere vagter senere på ugen eller måneden vil en dagpenge­berettiget lønmodtager i dag kunne bruge retten til supplerende dagpenge­ her. I dag er det »kun« for resten af ugen, at man mister dagpenge – de øvrige uger uden beskæftigelse på en måned bevares ret til dagpenge.

Men her vil lønmodtageren være i den situation, at tager hun et kortvarigt job, mister hun retten til dagpenge for resten af måneden. Eller med andre ord: Siger hun efter 1. januar nej til arbejdet, bevares dagpengeretten.

Det er helt forrygende selvmodsigende, fordi det går stik imod hensigten med dagpengeforliget og de politiske ambitioner fra forligskredsen (V-LA-K-S-DF). Det modsatte mål nås med stramningen af supplerende dagpenge. Den ledige har et modsatrettet incitament, hvis risikoen for ledighed, efter at hun har taget den kort­varige ansættelse, er stor.

Det er grundlæggende skidt for den danske arbejdsmarkedsmodel, at medlemmerne af de danske a-kasser herved bliver forsikret ringere og stillet dårligere vilkår i udsigt blandt andet med det formål at lette topskatten for de rigeste danskere.

For det kan desværre medføre, at flere opgiver medlemskab af en a-kasse, når dækningsgraden fortsat falder, og når politikerne i øvrigt ofte omtaler de ledige i nedladende vendinger.