Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ny begyndelse i norsk politik?

Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., Københavns Universitet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag vælges Jens Stoltenbergs efterfølger som formand for Arbeiderpartiet i Norge. Det ligger fast, at det bliver Norges fhv. udenrigsminister og fhv. sundhedsminister Jonas Gahr Støre, eftersom han stiller op uden modkandidat på partiets landsmøde.

Men vil Jonas Gahr Støre kunne fravriste Høyre og Fremskrittspartiet regeringsmagten, som de fik sidste år, ved næste stortingsvalg i 2017? Det er der faktisk en del, der tyder på. Ifølge de sidste nye meningsmålinger her frem imod Arbeiderpartiets landsmøde er den rød-grønne blok begyndt at hale kraftigt ind på de blå partier. Arbeiderpartiet går nu igen meget frem efter valgnederlaget sidste år, mens Fremskrittspartiet står til en stor tilbagegang. Statsministerpartiet Høyre holder derimod skansen, men tilsammen står den blå blok ifølge nogle af de allernyeste tal til at tabe, hvis der var valg i dag.

Hvordan kan det så være? Der er flere forklaringer, som også bekræfter nogle af de generelle pointer, som vi har set fra dansk politik i de seneste år. Ligesom det sled på SF herhjemme at blive regeringsparti, fordi partiet pludselig - helt uvant - måtte til at gå på kompromis med en række af sine idealer og mærkesager, har det slidt enormt på det norske Fremskrittsparti at blive en del af regeringen. Da partiet indtrådte i regeringen sidste år havde det aldrig før haft ministerposter. Ligesom SF heller ikke havde været i regering før 2011. Den aktuelle udvikling i Norge må således bekræfte Kristian Thulesen Dahl i, at der skal rigtig meget til, før Dansk Folkeparti skal opgive sin traditionelle rolle som et parti, der står uden for regeringen. Også selv om de blå partier vinder næste folketingsvalg.

En anden forklaring på, at det ser ud til, at Jonas Gahr Støre kan være med til at skabe en »ny begyndelse« for Arbeiderpartiet er, at mange vælgere, uanset at han havde tilstrækkelig stor international anseelse til at kunne blive NATO’s generalsekretær, var trætte af Jens Stoltenberg på grund af hans håndtering af indenrigspolitikken. De problemer, som Stoltenberg sloges med i sin sidste tid som statsminister minder meget om de problemer, som Poul Nyrup Rasmussen havde i de sidste år som statsminister, indtil Anders Fogh Rasmussen vandt valget i 2001: Et sundhedsvæsen, et skolevæsen og i det hele taget en offentlig sektor, som fungerede for dårligt. Samt store problemer med indvandrings- og integrationspolitikken, hvor mange i befolkningen ønskede en hårdere kurs. Og i Danmark i 2001, blev problemerne i Norge i 2013 af mange vælgere forbundet med statsministerens person.

Jonas Gahr Støre havde imidlertid det meste af tiden under Jens Stoltenbergs regeringer været udenrigsminister og var således stort set »ubesmittet« af de indenrigspolitiske problemer, som klæbede til Stoltenberg selv. Derfor er Støre også i dag »ren« i mange norske vælgeres øjne.

Det er også derfor, at han i dag med stor troværdighed kan fremstå som repræsentant for »en ny begyndelse«. Som en ny slags Tony Blair, der i årene fremover kan vise sig at blive en endog meget succesfuld leder af et midtsøgende Arbeiderparti.