Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nutidens anti-kapitalisme er useriøs

Foto: Amalie Lyhne NIELS AHLMANN OLESE

Under onsdagens voldsomme optøjer på Nørrebro i anledning af ti-året for rydningen af Ungdomshuset gik de såkaldte anti-fascister specifikt efter bankerne. Både Danske Bank og Arbejdernes Landsbank fik brosten ind ad ruderne, og overvågningskameraer blev smadret.

Banker repræsenterer nemlig kapitalismen, og anti-fascisterne er også anti-kapitalister. Det fremgik tydeligt af invitationen til den demonstration, som førte til de voldelige optøjer: Profit, kynisme og borgerskabets snæversyn står i vejen for solidariteten, mangfoldigheden og den alternative ungdomskultur. Hvad det så end betyder.

Engang var venstrefløjens anti-kapitalisme faktisk seriøs. Man ønskede et helt andet samfundssystem, og man kom med redelige ideer til at nå derhen. Bevares, som borgerlig-liberal må man naturligvis – dengang som nu – være imod, men det var trods alt muligt at diskutere anti-kapitalismen på ædruelig vis.

I dag består den venstreorienterede anti-kapitalisme af luftig mavefornemmelsespolitik hos Alternativet, hvor man præsenterer økonomiske udspil renset for tal, og vrede protester hos unge aktivister, hvor visionen om mangfoldighed og plads til alle er uklar og fyldt med floskler. Egentlig vil man ikke for alvor gøre op med kapitalismen, for alle de penge, den genererer, er jo ret dejlige at dele ud af. Velfærdsstaten kan man godt lide, og velfærd fordrer velstand – altså kapitalisme. Alligevel er man på en eller anden omtåget måde meget fortørnet over kapitalismen. Ja, i dét selskab er Enhedslistens munkemarxister nærmest den fornuftige part.

Nutidens anti-kapitalisme er useriøs, fordi man kun taler i floskler og ikke vil tage skridtet fuldt ud. På den ene side elsker man alt, hvad der for alvor koster penge i det her samfund: overførselsindkomster, uddannelse uden beregning, sundhedsydelser uden beregning, SU, offentlig kulturstøtte – ja, generøs offentlig støtte til alt mellem himmel og jord. På den anden side foragter man penge og taler om Thomas Piketty og den globale ulighed over det rasende dyre rawfood-takeaway indtaget på den lige så dyre adresse i det indre København.

Hvordan man uden kapitalismen skal få råd til både sin egen takeaway og de massive offentlige udgifter, som man kun ønsker flere og flere af, er man ikke i nærheden af at have et sobert bud på. Alternativet vil supplere den økonomiske bundlinje med en social og en klimamæssig bundlinje, og de unge voldsmænd vil gøre op med politikernes »kynisme og arrogance«. Hvordan den slags føleri kan holde vores svinedyre velfærdssamfund oven vande, synes man ikke, at man behøver at forklare.

Det er falsk varebetegnelse, når de unge voldsmænd kalder sig anti-fascister, for de bruger og forherliger den samme vold, som er fascismens kendetegn. Lige så forlorent er det, at de kalder sig anti-kapitalister, for de vil hjertens gerne nyde godt af alle de goder, som kapitalismen giver mulighed for – for eksempel offentligt støttede ungdomshuse.

Amalie Lyhne er selvstændig skribent og debattør.