Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nutiden er også en god læremester

»Ungarn har igen og igen erkendt sit ansvar og skyld i forbindelse med Holocaust og har gentagne gange ladet dette komme til udtryk.«

12debLászlóHellebrandt.jpg
Lázló Hellebrandt, Ungarns ambassadør Fold sammen
Læs mere

I en kommentar med titlen »Ungarn fortjener en skamstøtte« i Berlingskes Borgerlige ord 17. december 2015 fælder avisens opinionredaktør, Jesper Beinov, en temmelig vidtgående dom over Ungarn i forbindelse med en debat om opstillingen af en statue af Bálint Hóman, som var religions- og undervisningsminister i 1930erne og indtil 1942, og som er en af de mest omdiskuterede personligheder i mellemkrigstidens Ungarn.

Følgende kendsgerninger har imidlertid undgået redaktørens opmærksomhed:

Der bliver slet ikke rejst en statue af Bálint Hóman i Ungarn. Det var en lokal NGO, altså en privat forening, der tog initiativ til og foreslog, at statuen skulle rejses. Men under indtryk af den omfattende offentlige debat og modstand, som initiativet afstedkom, har foreningen besluttet at opgive projektet.

Der var altså ikke tale om et statsligt initiativ, og det er samtidig værd at lægge mærke til, at den ungarske ministerpræsident, Viktor Orbán, sammen med flere af regeringens medlemmer har udtrykt enighed med modstanderne af projektet.

Men nu er det altså sådan, at der, i modsætning til hvad avisens debatredaktør tydeligvis mener, er demokrati i Ungarn, og følgelig har det ikke været muligt bare sådan lige med en regeringsbeslutning at sætte en stopper for en privat organisations forehavende.

I Ungarn lever Europas tredjestørste jødiske samfund, omtrent 100.000 mennesker, i fred og tryghed uden at blive udsat for voldshandlinger, og det oplever både en social og kulturel opblomstring.

Ungarn har igen og igen erkendt sit ansvar og skyld i forbindelse med Holocaust og har gentagne gange ladet dette komme til udtryk. For tiden beklæder landet for anden gang formandsposten i den internationale organisation IHRA, hvis formål er at fremme undervisning, mindet om og forskning i Holocaust.

Den ungarske regerings statssekretær for EU-anliggender åbnede i sin egenskab af formand for IHRA i juni sidste år sammen med ledelsen af det jødiske samfund i København den 5. jødiske kulturfestival i byens synagoge få hundrede meter fra Det Berlingske Hus.

I åbningstalen omtalte han Ungarns skyld og ansvar under en af menneskehedens mest gruopvækkende tragedier, ligesom han fremhævede den værdifulde betydning, som jøderne og deres kultur har for landet i dag.

Europa-Parlamentets beslutning om at opfordre Europa-Kommissionen til at iværksætte en overvågningsproces vedrørende Ungarns overholdelse af retsstatsprincippet har intet med en mistanke om antisemitisme at gøre.

Beslutningen er det seneste led i en partipolitisk kampagne, som de forbitrede rivaler til det stærke og succesfulde konservative ungarske regeringsparti indledte for efterhånden længe siden. Men det er en anden historie, som kunne være emne for et særskilt indlæg.

Berlingskes opinionredaktør fastslår ganske korrekt, at historien er vores læremester. En god læremester kan imidlertid ikke lade de nutidige hændelser ude af betragtning, især ikke, hvis de har fundet sted tæt på hans eget hus.