Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Et spøgelse går gennem Europas debatredaktioner: Vi har problemer skabt af menneskelige økonomiske aktiviteter, og derfor skal vi opgive at efterstræbe økonomisk vækst. Vejen til lykke er i stedet, at vi producerer mindre, lever mere beskedent, og måske oven i købet skrumper i antal.
Mantraet er et ekko af de samme stemmer, der gennem to århundreder har advaret mod det moderne samfund. Yderliggående venstrefløjspartier som Enhedslisten og Alternativet har det på dagsordenen. Knap 240 akademikere (hvoraf bemærkelsesværdigt få økonomer) offentliggjorde for nylig et anti-vækst manifest, og bl.a. i det seneste nummer af magasinet Zetland gør en af dem, den britiske professor Tim Jackson, sig til talsmand for, at levestandarden i Vesten skal decideret sænkes.
Men der er mange grunde til, at nulvækst er en dødsensfarlig idé.
Nulvækst dræber
Den vigtigste og mest fundamentale er, at uændret velstand i bedste fald vil betyde uændret levestandard. Mange synes måske status quo er acceptabelt – især hvis de selv har deres på det tørre, hvilket ofte er tilfældet for de akademikere og politikere, der flirter med ideen. Men ingen yderligere vækst vil også betyde nul reallønsstigninger i fremtiden, herunder for mindre vellønnede lønmodtagere.
Men økonomisk vækst, innovation og sociale fremskridt hænger uløseligt sammen. Fra oldtiden til 1700-tallet var levestandarden stort set uændret for næsten alle mennesker i de fleste samfund. Siden er velstanden steget næsten eksplosivt, og alene i Vesten et sted mellem fire- og syvdoblet, målt i faste priser. Samtidig er levealderen øget, børnedødeligheden faldet og de sociale forskelle mindsket globalt. Intet af dette ville have været muligt uden økonomisk vækst.
En nulvækststrategi vil i praksis betyde, at vi vil gå glip af utallige opfindelser, som vi i dag dårligt eller slet ikke kan forestille os.
Velstandsstigninger er både incitamentet bag og konsekvensen af de hundredtusinder af store og små opfindelser inden for teknologi og medicin, der siden den industrielle revolution har lettet dagligdagen for milliarder af mennesker og reddet endnu flere liv. Havde nulvækstfortalernes åndelige forfædre i 1800-tallet fået magt, som de havde agt, ville vi have været uden bl.a. elektricitet, telekommunikation, fjernvarme, afkøling, infrastruktur, transportmidler, vacciner, penicillin, insulin, prævention og bedøvelse. Havde det ikke været for 250 års fokus på velstandsskabelse, ville levealderen i dag fortsat have været på omkring de 40 år, ægtepar ville have fået et halvt til et helt dusin børn, hvoraf få ville være blevet voksne, og kvinder ville have tilbragt størstedelen af hver eneste dag med at vaske tøj, lave mad, samle brænde og tømme toiletspande. På ethvert tænkeligt kriterium er økonomisk vækst og bedre liv gået hånd i hånd.
At tro, at man omkostningsfrit kan stoppe vækst, er en illusion: Den slags »alternativomkostninger«, som økonomer taler om, er alt det, vi ikke vil kunne få, hvis vi handler anderledes, end vi ellers ville have gjort. En nulvækststrategi vil i praksis betyde, at vi vil gå glip af utallige opfindelser, som vi i dag dårligt eller slet ikke kan forestille os. Fra den endegyldige kur mod cancer til den fusionsenergi, der vil kunne give os uanede mængder af ren energi.
Den totalitære planlægning
Den anden, centrale indvending imod at gennemtvinge et nulvækstsamfund er, at det kun vil kunne ske ved drakoniske indgreb i borgernes frihed.
Hvis man skal forhindre mennesker i at blive mere effektive, mere produktive og mere innovative, vil det i praksis forudsætte en grad af statslig overvågning og styring af en så ekstrem art, at Stalin, Hitler og Orwells »Big Brother« må blegne ved enhver sammenligning.
Hvis det lyder karikeret, så tænk over dette: Ved økonomisk vækst er det essentielt, at mennesker gennem innovation og konkurrence formår at producere noget, der vil være bedre eller billigere end alternativerne, og som folk derfor vil foretrække. Skal man forhindre mennesker i det, vil man skulle forhindre dem i at handle indbyrdes, når de gerne vil, og i at kunne udveksle informationer med hinanden.
I stedet må »nogen« skulle planlægge, »hvem« der skal kunne gøre »hvad«. Førnævnte professor Jackson, der kalder sig selv »økologisk økonom«, dog uden at være økonomuddannet, hævder f.eks., at han kan beregne, hvor mange leveår mennesker bør have med hvilken levestandard. Han mener, at det må blive maks. 20.000 dollar om året i gennemsnit for at sikre nulvækst, hvilket vil betyde, at danskerne skal have deres levestandard beskåret med mellem halvdelen og to tredjedele.
Det er muligt, at et nulvækstsamfund lyder som et, hvor tiden står stille, men i praksis vil det være et, hvor tiden går baglæns.