Nu kommer den kolde vinter – har regeringen tænkt sig at gøre noget ved den krise, der er på vej?

Danmark står historisk svækket over for en situation, hvor den forventede forsyningskæde på energi kan bryde sammen.

»Europa har kort og godt svækket sig selv uden at have gennemtænkt en transition til alternativ energi ordentligt,« skriver Søren Pind. Niels Ahlmann Olesen

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Energipriserne stiger. Ukontrollabelt. De stiger så voldsomt, at den europæiske union nu har opfordret sine medlemslande til at fjerne alle statslige energiafgifter! Gaskunderne kan se frem til voldsomme omkostninger ved den kommende vinter. På trods af klimaforandringerne er den underforståede kollektive forventning ikke, at den bliver varm. Forventningen er derimod en kold, frysende vinter – som den såkaldte »winter of discontent« – misnøjens vinter – der hærgede England i 1978, og som førte til premierminister James Callaghans afgang.