Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nu gælder det naturfag

Henrik Garver: Dygtige elever

Henrik Garver Adm. direktør, Foreningen af Rådgivende Ingeniører Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske skoleelever er netop blevet kåret til verdensmestre i samfundsfag i en undersøgelse fra den internationale sammenslutning IEA. Danske elever har en unik viden om demokrati og medborgerskab, og de evner at forholde sig kritisk og konstruktivt til holdninger, politik og samfundsopbygning. 

Det er en førsteplads, vi kan være stolte af. Men det er også en førsteplads, vi skal lære af. Vi bør fremelske samme begejstring for naturvidenskab og teknik, som vi i dag har for samfundsfag. Succesen med samfundsfag baserer sig på en over 40 år lang udvikling i folkeskolen, hvor bløde kompetencer og samfundsforståelse har fået en høj prioritering. Det har gjort vores børn og unge til superkompetente medborgere – men bagsiden af medaljen er, at de »hårde« fag ikke har fået samme prioritering. Børnenes viden om og interesse for naturvidenskab og teknik er vigende, og både folkeskolen og ungdomsuddannelserne mangler naturfagslærere.
Det er kritisk, fordi Danmark i fremtiden vil få svært ved at opretholde sin fremtrædende position som vidennation. Her kan vi ikke alene forlade os på samfundsfag og humaniora. Naturfag står så svagt i folkeskolen, at alt for få unge vælger at uddanne sig inden for naturvidenskab og teknik. Hvis ikke vi kan levere hjernerne på disse områder, bliver vi overhalet indenom af driftigere lande som Kina og USA. Det kan blive ødelæggende for Danmarks konkurrenceevne og dermed for den økonomi, vi skal bruge til at opretholde velfærdssamfundet.

Derfor må vi genrejse naturfaget, hvis vi fortsat vil have økonomisk råderum til at finansiere velfærdsstaten. Og vi i erhvervslivet tager gerne vores del af ansvaret. Har vi eksempelvis i den rådgivende ingeniørbranche været gode nok til at synliggøre over for unge, hvad fag som fysik, kemi og matematik egentlig kan bruges til i samfundet? Det kan nok gøres bedre. Men netop derfor har vi igangsat flere tiltag, der skal styrke naturfagsundervisningen i skolerne og samarbejdet med naturfagslærerne. Men vores indsats er kun et lille element i det, der er nødvendigt.

Det, der først og fremmest er brug for, er en bevidst politisk prioritering af naturfag i folkeskolen i stil med den indsats, der har gjort os til verdensmestre i samfundsfag.

Det handler ikke om at flytte fokus, for en udviklet samfundsbevidsthed er en nødvendig kompetence. Men i fremtiden får vi brug for unge, der ikke kun har lært at være demokratiske samfundsborgere, men også kan byde ind med unik, faglig viden, der omsættes til vækst og velfærd. Lad os også løfte naturfaget til verdensmesterniveau.