Når Norges kong Harald på tirsdag fylder 80 år, er der tale om en fødselsdag i et af Europas mest folkelige kongehuse. De moderne norske konger har lige siden Norges selvstændighed i 1905 været mere »almindelige« og mindre ophøjede end de fleste andre monarker i Europa. De har alle tre været »folkets konger«.

Den første af dem, kong Haakon 7., som oprindelig var dansk prins og bror til Christian 10., og som blev kaldt til Norge for at blive konge i 1905, ville først sætte sig på tronen, når der havde været afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt nordmændene syntes, det var en god idé.

I forbindelse med den tyske besættelse 9. april 1940 blev han symbolet på det norske folks modstand. Nordmændene kæmpede (i modsætning til danskerne) imod tyskerne i flere uger, inden de overgav sig. Og kongen, som var stærk modstander af den tyske magtovertagelse, måtte til sidst gå i eksil i England.

Om hans søn Olav 5. (der regerede 1957-1991) går der også mange historier om, hvordan han – både i overført betydning og bogstaveligt talt – var i øjenhøjde med befolkningen. Han rejste rundt overalt i det store land, og når han f.eks. besøgte teatret i Trondheim, sad han ikke i en kongeloge, men satte sig ned i salen midt imellem alle de almindelige nordmænd med et glas whisky i hånden. Der var ikke den samme forskel på høj og lav som i mange andre lande. Folk syntes virkelig, at han var en af dem.

Olav 5.’s søn, den nuværende kong Harald 5., fortsatte traditionen med at være meget almindelig. Han insisterede f.eks. på, at han – trods stor modstand fra faderen og store dele af regeringen og det øvrige politiske liv – ville giftes med en almindelig norsk, borgerlig pige. Og til sidst fik han lov, så Sonja Haraldsen endte med at blive til dronning Sonja.

Norges kongehus adskiller sig

Harald 5.’s søn, kronprins Haakon, gik endnu et skridt videre med hensyn til at være ligesom mange andre nordmænd, da han i 2001 blev gift med en enlig mor (Mette-Marit).

Og selv om der dengang var en del diskussion og kritik af det, er kronprinsparret i dag meget populært. Blandt andet fordi Mette-Marit efter manges opfattelse har beholdt begge ben på jorden, selv om hun er blevet kronprinsesse.

Det er ligefrem en del af den norske selvforståelse, at man i den relativt nye, moderne norske stat adskiller sig positivt fra Danmark, Sverige og Storbritannien ved ikke at have lange, historisk betingede traditioner for, at der skal være en vis distance mellem de kongelige og befolkningen. Dette er forklaringen på, at nordmændene er så glade for deres kongehus, selv om de norske kongelige er meget »almindelige«. Også mere »almindelige«, end vi er vant til med de kongelige her i Danmark.

Den norske stats unge alder er således hovedårsagen til forskellen mellem det danske og det norske kongehus.