Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nordkorea oppe i hovedet

»Vores ledende politikere er bange. Ikke for den voksende islamiske trussel, men for at tale åbent om den.«

Eva Agnete Selsing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

 

Vores ledende politikere er bange. Ikke for den voksende islamiske trussel, men for at tale åbent om den. Der nævnes alt muligt andet: »sociale problemer«, »vores ansvar« og at »vi« skal »stå sammen.« Men ikke så meget om farens rod. Man må ellers sige, at tidens hadprædikanter, terrorister og kollaboratører er meget tydelige om deres religiøst begrundede forehavender.

Nu tror jeg faktisk, at de borgerlige politikere gerne ville gøre noget. Jeg tror, mange af dem har erkendt problemerne med indvandringen. De gik også til valg på det. Men de gør for det første ikke noget (der virker). For det andet taler de ikke ærligt om problemernes ophav. Hvorfor? Fordi det er farligt at henvise til det åbenlyse. Det medfører fordømmelse i Politikens ledere, misbilligende blikke fra internationale kolleger og embedsmænd, og shitstorme fra de sociale mediers evigt kaglende hyæner. Derfor hører vi selv borgerlige politikere forvrænge virkeligheden. Ved terrorangrebet i København i år var Lars Løkkes sælsomme kommentar for eksempel, at »islam var blevet voldtaget« – altså en helt omvendt fremstilling af henholdsvis aggressor og offer.

Samme mekanik viste sig, da han, Løkke, for nylig trodsede Vs eget udlændingeudspil fra 2014, om at Venstre støtter udtræden af internationale konventioner, hvis de fører til »urimelige resultater«. Eller når en ellers handlingsorienteret politiker som finansminister Claus Hjort Frederiksen på ukarakteristisk underdanig vis lover, at den øgede grænsekontrol ikke vil indebære »faste bygninger«. Et spøjst løfte, der svært kan ses som andet end forhånds-appeasement af et segment så hysterisk, at den blotte tanke om en grænse kan afstedkomme byger af forargelse. Eller når justitsminister Søren Pind uden at blinke præsenterer det som en slags heltedåd ikke at foretage sig det mindste, mens landet bliver transitsted for store grupper af migranter. Lov og orden sat ud af funktion – hvor ædelt.

Denne fordrejende måde at tegne situationen på er politisk korrekthed appliceret. Korrektheden, humanismen, vil have os til at fornægte den virkelighed, der står foran os og blinker. Korrektheden vil have os til at sige, at A er ikke-A.

Men som forfatteren Theodore Dalrymple skriver, bliver man ond indeni af politisk korrekthed, fordi ens sjæl langsomt korrumperes af at reproducere løgne. Humanisternes magttrumf ligger i den nedværdigelse, den politisk korrekte borger øver på sig selv ved at modsige virkeligheden igen og igen. Det er en form for ideologisk informeret sadisme. Social kontrol. Og den slags gør folk mærkelige indeni. Normen, forventningen om løgn eller benægtelse af det let konstaterbare, er et fængsel, den enkelte forventes at sætte sig selv i hver dag. Nordkorea oppe i hovedet. Folk lærer af bitter erfaring med udskamning at sige, at 2 + 2 er 5.

Vi har stort set ikke nogen politikere, der tør tale ærligt om problemerne. Og før vi kalder tingene ved deres rette navn, har vi ikke en chance for at rette op på den katastrofekurs, vi, senest med Lars Løkkes svage, skræmte ledelse, er på.

Politikerne må gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst: deres image eller landets muligheder for en fredelig fremtid. At være elsket af EU, af røde lederskribenter, let- antændelige typer på de sociale medier og nogle professionelle klovne på DR3, eller at kæmpe for, at vores børn ikke skal vokse op i utryghed.