Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nok er nok

Erik Boel: På EU-området er Danmark blevet den højtråbende uartige lille pige, der skriger, hvis hun ikke får sin vilje. »Vi vil have rabat«, er det seneste skud på stammen af ting, som det lille land ønsker sig for at kunne holde ud at være en del af fællesskabet.

Erik Boel, Landsformand for Europabevægelsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uffe Ellemann-Jensen foreslår i Berlingske 24/6, at vi melder os ud af EU. Som Uffe skriver, er det måske det bedste, så de andre lande ikke skal slås med den uartige elev i klassen. Nødvendigheden af et stærkt og forpligtende europæisk samarbejde er stor – med eller uden Danmarks deltagelse. Gitte Seeberg sagde »Nok er nok«, da hun brød med de Konservative fordi hun var træt af samarbejde med DF – og sådan tror jeg faktisk, de andre EU-lande har det med Danmark i dag. Vi kan ikke blive ved med at forvente, at de andre lande lytter til os med vore forbehold, sommerhusregel, grænsekontrol og krav om rabat på medlemskabet – selv om vi er et af de rigeste lande i samarbejdet.

Visionære holdninger om EU er nærmest ikke-eksisterende i det politiske Danmark. Vi overtager EUs formandskab om ca. seks måneder og ikke ét af partierne tør melde visionære holdninger ud. Mange af de politikere, jeg snakker med, siger lige ud af posen: »EU er først interessant, når et folketingsvalg er overstået«. Hvad er det for en holdning! Jeg mener, at EU bør være en markant del af den danske valgkamp! Vi skal vide, hvordan de danske politikere vil håndtere et formandskab og hvilke emner, de vil prioritere.

Vi savner i den grad politikere med mod og holdninger i Europapolitikken – politikere der ikke bare løber efter seneste fokus-gruppe-undersøgelse, men som tør tage lederskab. Hvorfor skulle befolkningen tage EU alvorligt, når politikerne ikke gør det…

Statsministeren har udtalt om Uffe Ellemann-Jensens indlæg, at Uffe skulle vågne op, inden han udtaler sig. Sikke noget pjat, siger jeg! Uffe Ellemann er nok en af de største europæere, vi har i Danmark. I 2006 modtog han Europabevægelsens pris som »årets europæer«, som er den højeste gunstbevisning på dansk grund for positivt europæisk engagement. Manden der er bedst kendt i befolkningen som jubeleuropæer med EU-sokker. Derfor synes jeg, at statsministeren burde tage den tidligere Venstre-høvdings kommentar seriøst. Faktisk burde hele det politiske Danmark tage Europa og EU alvorligt!

Lad os afskaffe forbeholdene og få et succesfuldt dansk formandskab. Lad os – som også de Konservatives formand har foreslået - tage en samlet afstemning om alle fire forbehold med ét og kun ét kryds på stemmesedlen. Lad os for Guds skyld undlade at ende som den lille arrige pige, der står uden for døren – fornærmet over, at de andre ikke altid vil, som hun vil…