Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nogle gange handler det bare ikke om dig

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kædekampagner på de sociale medier er ofte præget af en nærmest rituel, massepsykotisk deletrang, hvis implicitte gruppepres får folk til at skrive selvhøjtidelige opslag om selv de mindste ligegyldigheder for at være med i klubben.

Det seneste skud på stammen, #metoo, er dog langt hen ad vejen en undtagelse. Kampagnen opfordrer kvinder (og mænd) til at fortælle om deres oplevelser med seksuelle overgreb og er befriende jordbunden. Snarere end et generelt raseri mod mandekønnet har stemningen på Facebook de seneste par døgn været præget af en form for kollektiv bedrøvelse.

Men ak, i kønsdebatten kan intet forbigås i ukontroversiel tavshed, og det varede ikke længe før #metoo fik sat fut i forargelsen. For anklager kampagnen ikke på en måde alle mænd for at være lidt klammo? Og er det egentlig ikke bare typisk de der klynkende kællinger at sætte sig i offerrollen, bare fordi man piller lidt?

De hypotetiske spørgsmål er især blevet stillet af det helt specielle segment af politisk vakte mænd, der har fået sig selv overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før friblødende, BH-brændende kvinder vil censurere al mandehørm bort fra populærkulturen og forbyde lummer snak i omklædningsrum landet over.

Også mere moderate stemmer har dog udtrykt mishag ved kampagnen, heriblandt radiovært René Fredensborg, der her i avisen fortalte om sin angst for »feministiske følelsesfascister«, der vil kastrere hans indre drengerøv. Jeg fatter ganske enkelt ikke kritikken, og det er ikke kun fordi, at lige præcis den kastration ville kræve en industriel kædesav af typen, man bruger til at fælde californisk kæmpefyr.

Kvinders genfortællinger af ubehagelige oplevelser har intet med mænd på et generelt plan at gøre. Kønsdebatten skorter selvfølgelig ikke på skingre feminister, der taler om den danske andedam, som var den et hvepsebo af voldtægtskultur, men #metoo synes netop kendetegnet ved sit relative fravær af disse hysteriske systemanalyser.

Alligevel lader mange mænd ikke til at kunne slippe mistanken om, at kvindernes fortælling i virkeligheden handler om dem, og jeg tror egentlig ikke, at det skyldes ond vilje. Måske har vi som mennesker bare enormt svært ved at læse noget som helst, uden at vores hjerne automatisk begynder at tænke på, hvordan det på en eller anden måde handler om os.

Før du farer til tastaturet, så spørg dig selv, om kvinders oplevelser med seksuelle overgreb virkelig er noget, der kræver dit input. Selvom det kan virke overraskende i en tid, hvor reklamers målretning er så præcis, at selv dit foretrukne pornowebsite henvender sig specifikt til dig i sine bannerannoncer, så handler opslag på de sociale medier måske nogle gange bare ikke om dig, eller noget du har gjort.

Og hvis det gør – hvis du rent faktisk er en af dem, som Danmarks kvinder har skrevet om den forgangne uge – så kalder det måske i højere grad på afdæmpet introspektion end på internetkrig.