Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Noget om helte

»Finn forhindrede efter alt at dømme gerningsmanden i at tage flere liv. Men Finn mistede sit eget.«

Jesper Lynghus Fold sammen
Læs mere

Snart er det et år siden, at min ven Finn Nørgaard blev en helt.

Det døde han af.

Under en ung mands angreb 14. februar 2015 på et arrangement om ytringsfrihed i Kulturhuset Krudttønden løb Finn rundt om huset og hen mod attentatmanden i stedet for at flygte op mod Østerbrogade som resten af deltagerne. Det døde han af.

Københavns Kommune har i al stilhed hængt en enkel og smuk mindeplade på Krudttønden med teksten: »Til minde om Finn Nørgaard (1959-2015) som mistede livet, da han i forbindelse med et debatmøde om ytringsfrihed i Kulturhuset Krudttønden 14. februar 2015 forsøgte at forhindre, at mødets deltagere blev beskudt.«

Vidner har beskrevet, hvordan Finn angreb Omar El-Hussein bagfra, men faldt om af et skud, der gik ind i ryggen og ødelagde kranspulsåren. Finn døde kort tid efter på det kolde fortov på Østerbro – og vores liv var med ét forandret for altid. Familiens, vennernes og hele resten af Danmarks.

Frankrig hædrede Finn med en medalje, en smuk ceremoni og gjorde ham til ridder. Men i Danmark er, det som om vi bliver lidt forlegne over begrebet heltegerning.

Lad alverden slå for panden

og bekæmpe spe med spot.

Jeg vil enes med hinanden

og mig selv og ha det godt

Sådan digter den danskeste af danske, Halfdan Rasmussen, i sit vidunderlige (anti)heltekvad »Noget om Helte«. Danske mænd har gennem tiden spejlet sig i Rasmussens digt.

Så hvorfor blev Finn en helt?

Udover at være venner var Finn og jeg arbejdskolleger. Vi trænede erhvervsfolk og organisationer i kriser og kommunikation. I pauserne talte vi af og til om, hvordan det ikke altid er topdirektøren, der træder i karakter, når det behøves. Helten – manden eller kvinden med det nødvendige mod – kommer ofte nedefra.

Fra historien ved vi, at det aldrig er til at vide, hvem der træder i karakter og træder til, når det behøves. I Normandiet står der i tusindvis af hvide gravsten, side om side, under skyggefulde træer og med udsyn til havet. Finn og jeg talte ofte om at tage til Normandiet sammen og at lave film dernede fra. For under hver gravsten ligger der en helt – en ung mand, som rejste over havet og gav sit liv for noget større. Under hver sten ligger der en historie.

Nu blev Finn selv en historie, og det er underligt at se og høre, hvor mange der fortolker Finn og hans motiver. Finn og jeg var nære venner i 30 år, og ét er sikkert: Finn var ikke krigerisk, han hadede ikke særlige befolkningsgrupper eller religioner.

Finn hadede uretfærdighed, magtmisbrug og fascisme i al dens væsen. Det var det, han reagerede på den eftermiddag for et år siden. Lige muligheder for mennesker, retten til at søge sin lykke og ytre sig i kunst, i film og i ord, var vigtigt for ham. Derfor gik Finn til møde 14. februar 2015, og derfor kom han aldrig hjem. En helt, men også et offer.

Det, der først lignede en ulykkelig tilfældighed – at Finn stod udenfor og blev ramt af skud – viste sig ikke at være nogen tilfældighed. Finn stod ikke tilfældigvis udenfor. Han opsøgte gerningsmanden for at stoppe ham.

Det er det stof, helte er gjort af. Finn forhindrede efter alt at dømme gerningsmanden i at tage flere liv. Men Finn mistede sit eget. Og vi – hans familie og venner – mistede Finn.

Vi lærte, som tusinder før os, at de fleste helte også er ofre.