Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nødløgn i folkestyrets egen interesse

PETs særlige status som efterretningstjeneste vejer så tungt, at det synes rimeligt, at et folketingsudvalg ikke har krav på (fuld) indsigt i PETs beslutninger i en konkret sag som Christiania-sagen.

Carsten Henrichsen, Professor, dr. jur. Fold sammen
Læs mere

Min gode kollega, professor Jens Elo Rytter, mener i en kommentar til forhørsledelsens rapport om Christiania-sagen, at (accepten af) en »nødløgn er et skråplan for folkestyret«, og – som det måske stærkeste argument herfor – henviser til, at ministerens sandhedsforpligtelse over for Folketinget må være »absolut«. Dette i modsætning til forhørsledelsens vurdering af sagen, hvor det accepteres, at en nødløgn var berettiget i den foreliggende situation. Og efter min opfattelse med rette – selv om jeg foretrækker at begrunde resultatet på en lidt anden måde, end forhørsledelsen har gjort det.

Givet at hensynet til beskyttelse af PETs kilder overtrumfer hensynet til ministerens sandhedsforpligtelse efter ministeransvarlighedsloven og embedsmændenes modsvarende sandhedsforpligtelse ved rådgivning af ministeren, og givet, at der endvidere rent faktisk forelå en situation, hvor dette hensyn kun kunne beskyttes med en konstrueret forklaring til Retsudvalget, må forhørsledelsens frikendelse af de to embedsmænd betragtes som korrekt. Begge præmisser kan naturligvis diskuteres.

Antagelsen af kildebeskyttelsens forrang må ses i lyset af PETs særlige status i lovgivningen, hvor Folketinget – senest med ny lovgivning om den parlamentariske kontrol med efterretningstjenesterne – har accepteret, at hensynet til at hemmeligholde PETs virksomhed vejer så tungt, at en parlamentarisk kontrol med samme kun kan etableres gennem et særligt kontrolorgan, som ikke har adgang til at informere Folketinget om eventuelle kritisable forhold. På denne baggrund synes det rimeligt at lægge til grund, at heller ikke et folketingsudvalg har krav på (fuld) indsigt i PETs beslutninger i en konkret sag som den her foreliggende. PET indtager dermed retligt set en helt ekstraordinær stilling i statsstyret, og denne stilling begrunder også, at kildebeskyttelsen til enhver tid må tillægges afgørende vægt.

Ved vurderingen af de faktiske omstændigheder lægger forhørsledelsen til grund, at en aflysning af mødet den pågældende dag ikke kunne begrundes med sikkerhedsmæssige hensyn uden at risikere at afsløre PETs kilde. Denne vurdering er af rent efterretningsmæssig karakter og unddrager sig for så vidt efterprøvelse. Ministeren kunne på denne baggrund – uden begrundelse – have opfordret Retsudvalget til at aflyse sit møde, hvilket også var det råd, som embedsmændene oprindeligt gav ministeren. Imidlertid insisterede udvalgets formand på at få en begrundelse, idet udvalget i modsat fald kunne tænkes at iværksætte besøget af egen drift. Herefter var embedsmændene nødsaget til opfinde en begrundelse, som kunne bære en aflysning af mødet igennem. I forhørsledelsens afgørelse fremstilles denne – usande eller konstruerede – begrundelse som en nødløgn, der har været fremtvunget af omstændighederne, i dette tilfælde for at undgå en afsløring af PETs kilde. Frem for at henvise til »nødløgnen« som en retlig figur, der kan begrunde ansvarsfrihed, vil det dog efter min opfattelse være mere nærliggende at begrunde resultatet med, at der forelå et dilemma, hvis eneste løsning var, at ministeren – når udvalgets formand bad om en begrundelse for aflysning af mødet – gav en skinbegrundelse, som sikrede, at mødet rent faktisk blev aflyst med den dobbelte virkning, at PETs kilde kunne beskyttes samtidig med, at udvalget blev friholdt for den sikkerhedsmæssige risiko, der – efter PETs vurdering – ville være forbundet med at aflægge Christiania et besøg.

Det dilemma, som betinger denne – ekstraordinære – beslutning (om at føre udvalget bag lyset), er altså, at ministeren på den ene side er forpligtet til at tale sandt over for Folketinget, og på den anden side ikke må kompromittere PETs kilder endsige gå på kompromis med Folketingets egen sikkerhed. Ved den retlige vurdering af dette dilemma må det accepteres, at PET indtager en helt særlig – beskyttelsesværdig – placering i statsstyret, og at PETs vurdering af, at der foreligger en sikkerhedsmæssig trussel af helt konkret karakter aldrig må siddes overhørig, lige så lidt som det er tilfældet med PETs vurdering af, at selve oplysningen herom må hemmeligholdes af hensyn til beskyttelsen af PETs kilder. Af disse grunde havde hverken embedsmænd eller minister nogen anden mulighed end at gå på kompromis med sandheden i forhold til Folketinget. Det anførte kan tages som et udtryk for, at sandhedsforpligtelsen ikke er absolut. Forpligtelsen modificeres af de hensyn, der konkret foreligger til Folketingets egen sikkerhed og beskyttelsen af PET’s kilder. Det har ikke noget at gøre med, at der foreligger en nødsituation, der som sådan kan begrunde en »nødløgn«.

Det er derimod et indbygget dilemma i statsstyrets virkemåde, som betinger, at hvis man – i en situation som den foreliggende – beder om en begrundelse, så får man en begrundelse, som ikke kan være sand.

Hele sagen – og forhørsledelsens vurdering heraf – kan synes at sætte spørgsmålstegn ved rækkevidden af ministerens sandhedsforpligtelse i forhold til Folketinget. Men det må understreges, at den modifikation af sandhedsforpligtelsen, som kan aflæses af denne sag, netop kun gælder i forhold til institutioner, der som PET, indtager en særlig statsretlig stilling, som i enkeltstående tilfælde – i folkestyrets egen velforståede interesse – ikke tillader, at sandheden kommer for en dag.

I det foreliggende tilfælde var situationen også ekstraordinær – det må formentlig høre til undtagelsen, at kildebeskyttelsen trues ved, at der gives oplysning om, at der på en bestemt dag kan forekomme en sikkerhedsmæssig trussel, der er så alvorlig, at myndighederne ikke kan garantere folketingsmedlemmers sikkerhed, hvis de begiver sig uden for Christiansborgs mure for at besigtige nogle bestemte forhold.