Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

No, no, no

Med min hjerne kan jeg se flere fordele ved et ja, men også en del ulemper og risici. Med mit hjerte kan jeg se en lang række ulemper, men stort set ingen fordele.

Henrik Day Poulsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 

Margaret Thatcher er en af efterkrigstidens mest kontroversielle politikere. Thatcher havde et anstrengt forhold til EU, og et af de mest berømte klip er, hvor hun i det engelske parlament til Jaques Delors og Co siger de tre berømte ord, »no, no, no«, til mere magt til EU, herunder en opgivelse af det engelske pund til fordel for en euro. Thatcher var hadet af mange, men spørgsmålet er, om hun havde ret? England skal snart stemme om sit medlemskab af EU, og hvis man ser på EU i dag, glimrer unionen just ikke med lederskab, velstand og fællesskab. Der er snarere tale om magtesløshed, gældskrise og islamistisk terror. EU har så lidt styr på tingene, at EU’s hovedstad Bruxelles var lukket ned i tre dage. Præcis som en bananrepublik, der er overtaget af korrupte gangstere.

Danmark har takket være venstrefløjen opnået flere undtagelser fra fuld deltagelse i det europæiske fællesskab, som vi skal stemme om 3. december.

Jeg har fra starten været tilhænger af EU. Men kun når det gælder fri handel og andre økonomiske ordninger, som alle nyder godt af. En frihandelsaftale med USA står også højt på min ønskeliste. Men når det gælder andre områder, er EU-landene alt for forskellige til, at det giver mening at lade som om, at EU kan fungere som USA. Vi taler over 20 forskellige sprog og har vidt forskellig opfattelse af f.eks. velfærd, kapitalisme versus socialisme og asylpolitik. Sidstnævnte har Sverige og Tyskland ad bagdøren suverænt bestemt og pålagt alle andre EU-lande den største udfordring siden Anden Verdenskrig. Angela Merkel styrer Europa med jernhånd, og ingen har indtil nu formået at stoppe hendes naive asylpolitik. Og Sverige jamrer nu efter årtiers idioti og bedrevidenhed.

Danske ja-politikere har op til EU-afstemningen udsendt en byge af trusler om, at et nej vil betyde ragnarok. Samme retorik blev brugt ved tidligere EU-afstemninger, men Danmark har indtil videre klaret sig rimeligt godt. Så truslerne var tomme ord og manipulation. Ja-sigerne har påstået, at Danmark uden problemer kan bestemme sin egen asylpolitik uden de nuværende forbehold. Men er det korrekt?

Mit problem er, at jeg har mistet tilliden til EU. EU er for mig som, hvis min partner havde været mig utro tyve gange og nu på ny lovede bod og bedring. Skulle jeg tro på det?

Der er mange gode grunde til et tæt EU-samarbejde. Europol, frihandel og forebyggelse af terror. Men jeg er så mistroisk over for EU, at jeg ikke stoler på, at et ja 3. december ikke kan betyde, i et svagt EU-øjeblik, at Danmark skal underlægge sig Tysklands og Sveriges asylpolitik. Jeg frygter, at danske politikere undervurderer den magt, som EU kan risikere at benytte, hvis eller når flygtningekrisen forværres.

Med min hjerne kan jeg se flere fordele ved et ja, men også en del ulemper og risici. Med mit hjerte kan jeg se en lang række ulemper, men stort set ingen fordele.

Derfor tror jeg, at Thatcher var meget fremsynet, da hendes indgroede skepsis over for EU blev formuleret i det tre berømte ord: »no, no, no.«

Nogle gange har de, der siger det, som den etablerede magtelite ikke ønsker at høre, ret.