Desværre kan vi censorer intet gøre ved de problemer, Koldau beskriver: Vi har ikke beføjelser til at påtale systemfejl. Mandatet rækker kun til at anholde fejl og mangler i den enkeltes præstation. Men hvem eller hvad har skabt den elendighed, der er blevet påpeget?

For det første er forligskredsen bag universitetsloven af 2003 (regeringen og Socialdemokraterne) præget af en umådeligt fladpandet opfattelse af, hvad et universitet i det hele taget er. Kondenseret til det maksimalt idiotiske i tidligere forskningsminister Helge Sanders bonmot: Fra forskning til faktura. »Et universitet skal ikke bruges til produktudvikling«, sagde Jesper Langballe til mig, da jeg interviewede ham om universitetsloven for nogle år siden. Jeg kunne ikke være mere enig, og det tjener ham til stor ære, at han har holdt Dansk Folkeparti ude af den kombinerede DJØF-DI-CBS-varmluftstænkning, den institutionaliserer.

Så er der humaniora selv. Videnskabsgrenen er de sidste cirka 25 år blevet ætset op indefra af en række anti-rationelle strømninger, der lidt karikeret (men også kun lidt) kan kaldes som »post-tænkning«. Fælles for de strømninger er, at de betragter virkeligheden som et produkt af forestillingsevnen, og at de erstatter egentlig viden og lærdom med retorik – i ordets værste betydning.

Endelig er der de studerende, der generelt bestiller umådelig lidt, men til gengæld er utåleligt selvtilfredse. Da jeg for snart mange år siden var adjunkt ved RUC, sammenlignede jeg den toårige master’s degree, jeg selv havde opnået ved et Ivy League-universitet med det, der blev præsteret på mit institut. Resultat: det ville have taget seks år at gennemføre det samme antal kurser i RUC-tempo. Og så havde vi i USA oven i købet større pensum i alle fagene.

Budbringeren vil blive slået ihjel, og fordi så mange er involveret i sammensværgelsen mod lærdommen, vil den blive benægtet. Men hvad gør det? De eneste, der kommer til at lide under det, er os alle.