Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Niveauet er lavt

Henrik Dahl: Den tyske professor i musikvidenskab Linda Maria Koldau har sagt sin ærlige mening om humaniora til offentligheden: Ægte kreativitet er uønsket. Tænkningen er overfladisk. Niveauet er lavt. Teori erstatter viden. Lærdom druknes i bullshit. I mange år har jeg været censor ved humanistiske uddannelser, og må give Koldau ret i alt. Uden glæde, og med stor beklagelse. De humanistiske fag er ikke alene en berigelse for den, der studerer dem med dybde og alvor. De er også afgørende for, at et civiliseret samfund kan forstå sig selv.

Henrik Dahl giver den tyske professor Linda Maria Koldau ret i, at der er noget galt på humaniora. Fold sammen
Læs mere
Foto: niels ahlmann olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Desværre kan vi censorer intet gøre ved de problemer, Koldau beskriver: Vi har ikke beføjelser til at påtale systemfejl. Mandatet rækker kun til at anholde fejl og mangler i den enkeltes præstation. Men hvem eller hvad har skabt den elendighed, der er blevet påpeget?

For det første er forligskredsen bag universitetsloven af 2003 (regeringen og Socialdemokraterne) præget af en umådeligt fladpandet opfattelse af, hvad et universitet i det hele taget er. Kondenseret til det maksimalt idiotiske i tidligere forskningsminister Helge Sanders bonmot: Fra forskning til faktura. »Et universitet skal ikke bruges til produktudvikling«, sagde Jesper Langballe til mig, da jeg interviewede ham om universitetsloven for nogle år siden. Jeg kunne ikke være mere enig, og det tjener ham til stor ære, at han har holdt Dansk Folkeparti ude af den kombinerede DJØF-DI-CBS-varmluftstænkning, den institutionaliserer.

Så er der humaniora selv. Videnskabsgrenen er de sidste cirka 25 år blevet ætset op indefra af en række anti-rationelle strømninger, der lidt karikeret (men også kun lidt) kan kaldes som »post-tænkning«. Fælles for de strømninger er, at de betragter virkeligheden som et produkt af forestillingsevnen, og at de erstatter egentlig viden og lærdom med retorik – i ordets værste betydning.

Endelig er der de studerende, der generelt bestiller umådelig lidt, men til gengæld er utåleligt selvtilfredse. Da jeg for snart mange år siden var adjunkt ved RUC, sammenlignede jeg den toårige master’s degree, jeg selv havde opnået ved et Ivy League-universitet med det, der blev præsteret på mit institut. Resultat: det ville have taget seks år at gennemføre det samme antal kurser i RUC-tempo. Og så havde vi i USA oven i købet større pensum i alle fagene.

Budbringeren vil blive slået ihjel, og fordi så mange er involveret i sammensværgelsen mod lærdommen, vil den blive benægtet. Men hvad gør det? De eneste, der kommer til at lide under det, er os alle.