København er Danmarks hovedstad. Det er en by, som alle danskere har en stor interesse i skal fungere godt som landets administrative hjerte og hjemsted og dynamo for vækst og beskæftigelse for en lang række af landets vigtigste virksomheder.
Samtidig er Københavns Kommune centrum i en langt større hovedstadsregion, der rummer store muligheder for en velfungerende arbejdsdeling mellem kommuner, der hver især byder ind med forskellige former for erhverv, boliger, arbejdskraft, kultur- og fritidstilbud og meget andet, som kan udgøre en velfungerende helhed, hvis vi samarbejder godt med hinanden.