Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nicolai Wammen bør konkurrenceudsætte regnemodeller i stedet for at kulegrave dem

Wammen bør gå mere radikalt til værks og fjerne det politiske element i Finansministeriets brug af regnemodeller. Det kan gøres ved at udlicitere Finansministeriets prognoser.

»I de sidste par år er det blevet en yndet sport på dele af den danske venstrefløj at udskamme brugen af økonomiske modeller i Finansministeriet, og finansminister Nicolai Wammen ser nu ud til i hvert fald delvis at blåstemple denne diskussion,« skriver Lars Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

I de sidste par år er det blevet en yndet sport på dele af den danske venstrefløj at udskamme brugen af økonomiske modeller i Finansministeriet, og finansminister Nicolai Wammen ser nu ud til i hvert fald delvis at blåstemple denne diskussion.

Det er naturligvis fuldstændig legitimt at tage en diskussion om, hvordan forskellige økonomiske modeller anvendes, og hvad de anvendes til. Sådanne diskussioner har fagøkonomer haft i årtier. Det væsentlige er imidlertid, at vi gør os klart, hvad diskussionen overhovedet handler om.

Lars Christensen Fold sammen
Læs mere

For det første er det væsentligt at skelne mellem, om man anvender modellerne til at udforme prognoser, eksempelvis for BNP-væksten, eller til scenarioanalyser, hvor effekten af forskellige politiktiltag på for eksempel beskæftigelsesområdet analyseres. Umiddelbart lader det til, at kritikerne af de økonomiske modeller ikke altid nødvendigvis forstår denne sondring.

Men lad os her helt konkret forholde os til prognosedelen og endnu mere specifikt til, hvordan Finansministeriet udfærdiger konjunkturprognoser – altså prognoser for den økonomiske udvikling et par år frem i tiden.

Der er en bias i alle prognoser

Visse af kritikerne af Finansministeriets modeller har hævdet, at modellerne er »neoliberale« – hvad det så end er – og derfor i princippet regner forkert. Dette er en fuldstændig forfejlet kritik af modellerne.

Det er nemlig ikke konstruktionen af modellerne, der er politisk i den ene eller anden retning, men brugen af modellerne, der ofte vil være påvirket af en bias.

»Finansministeriet kunne ganske enkelt oprette en hjemmeside, hvor enhver kunne registrere sig som prognosemager, lige fra hr. og fru Jensen til Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – eller Finansministeriet selv for den sags skyld. «


Alle prognosemagere har en bias. En bias, der ikke er til at undgå, nemlig at man skal foretage visse antagelser, når man udregner prognoser. Når for eksempel Nationalbankens økonomer udfører en prognose for dansk økonomi, antager de naturligvis, at Danmark fastholder fastkurspolitikken over for euroen. På samme måde antager Finansministeriets økonomer naturligvis, at den økonomiske politik, som regeringen har annonceret, faktisk også gennemføres.

Det er dog ikke alle planer, der holder – heller ikke politiske planer. Men det ville modsat heller ikke give nogen mening at oprette prognoser bygget på antagelser om, at man gør noget andet end det, man sagde, man ville gøre.

Dette er et helt centralt problem både i forhold til Finansministeriets prognoser og i forhold til stort set alle prognoser. Det kan ganske enkelt ikke være anderledes.

Lad os få en prognosekonkurrence

I stedet for at kulegrave modellerne burde finansminister Nicolai Wammen konkurrenceudsætte dem.

Finansministeriet kunne ganske enkelt oprette en hjemmeside, hvor enhver kunne registrere sig som prognosemager, lige fra hr. og fru Jensen til Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – eller Finansministeriet selv for den sags skyld. Så kunne deltagere i konkurrencen indtaste deres helt egne prognoser for eksempelvis BNP-vækst, inflation og betalingsbalance for forskellige år.

Man kan altid diskutere, hvordan man skal kåre en vinder af en sådan konkurrence, men det er et teknisk problem, der kan løses. Det væsentlige er, at hvis man afholder en sådan konkurrence, får man som et gennemsnit af de forskellige prognoser givetvis en prognose, der ikke lider af en politisk bias, og den prognose bør være den prognose, som regeringen fremlægger en gang i kvartalet, og den prognose, der lægges til grund for udarbejdelsen af for eksempel finansloven.

Og hvordan sikrer man så, at deltagerne gør deres bedste? Ved at kåre en vinder og udgive en hitliste over de bedste prognosemagere, der opdateres en gang i kvartalet. Hverken Kraka eller Dansk Erhverv ville have lyst til at formidle en prognose, der rammer helt uden for skiven.

Så lad endelig Finansministeriet beholde ADAM-modellen, men udsæt den for konkurrence. Så kan Pelle Dragsted også gætte med.