Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej til statsautoriseret lykke

Lykke Friis,: Den tyske tabloidpresse har svært ved at få armene ned. Socialdemokraternes formand og kanslerkandidat in spe, Sigmar Gabriel (52), skal være far.

Lykke Friis, EU-ordfører (V)
Læs mere
Fold sammen

På trods af at Gabriel junior stadig vil være blebarn, når valgkampen for alvor går i gang i januar 2013, var der kun én tysk avis, der halvt i spøg formastede sig til at stille spørgsmålet: Kan en nybagt far være kansler? Helt anderledes var opstandelsen, da den tyske familieminister Kristina Schröder sidste år, som den første kvindelige minister nogensinde, ventede barn, mens hun var i embedet. For kunne det nu gå godt, og hvad med det stakkels barn, der jo helt sikkert måtte undvære sin mor?

Kontrasten mellem Gabriels og Schröders familieforøgelse vidner om, at det bestemt ikke kun er i Danmark, at der er langt større fokus på kvinders end på mænds udfordring med at kombinere karriere- og privatliv. Heller ikke i vort naboland har de hørt om »speltfædre«, »karrierefædre« eller for den sags skyld »ravnefædre«. Der­imod er der stadig schwung over det gamle udtryk Kinder, Küche, Kirche!

Det massive fokus på kvinderollen - herhjemme eksemplificeret ved den voldsomme debat om speltmødre - risikerer ikke alene at fastholde gamle normer og traditioner, men også at kortslutte ligestillingsdebatten. For hvordan skal man nogensinde få skabt lige muligheder for begge køn, hvis debatten kun drejer sig om det ene køn? Som allerede forfatteren Thit Jensen slog fast i 1920erne »kommer der ikke nogen varig ligestilling ud af, at 500 forsamlede kvinder råber på frihed, lighed og broderskab«.

Men hvad der er mindst lige så principielt: Stereotypiseringen i speltmødre og karrierekvinder kan hurtigt udvikle sig til en »overdommerdebat«, hvor den ene måde at organisere sit liv på opfattes som bedre end den anden. Ligestilling må imidlertid aldrig blive et spørgsmål om ensretning eller »gleichmacherei«, for at bruge et tysk udtryk. Når alt kommer til alt, findes der nemlig ikke nogen fælles, endsige statsautoriseret manual, til lykke. Det er præcis også derfor, at den nye regering bør lægge reguleringsiveren på hylden og undlade at bestemme, hvordan f.eks. den enkelte familie skal fordele barslen imellem far og mor. Kort sagt: Frihed til forskellighed bør også fortsat være omdrejningspunktet i ligestillingspolitikken!