Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej til ny grundlov, ja til bedre retsstilling

René Offersen: Ideen om en grundlovsændring er tåbelig. Til gengæld er der god grund til, at borgerne får deres retsstilling forbedret i retssager mod den stadig mere omsiggribende statsmagt. Det kan man gøre inden for Grundlovens rammer.

Den offentlige regulering af vores liv har aldrig været mere intensiv. Den er helt anderledes omsiggribende, end da Grundloven blev til og senest revideret i 1953. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis den radikale Zenia Stampe og hendes parti- og regeringsfæller har så svært ved at forstå grundlovens tekst om kongehusets rolle, bør de tage imod Dansk Folkepartis Søren Espersens tilbud om kommenteret gennemlæsning omkring gyngestolen i stedet for at besvære os alle med en omkostningstung grundlovskommission. Grundloven bliver ikke lettere at læse, fordi betegnelsen konge moderniseres.

Mindre højstemt er der til gengæld god grund til at nedsætte en kommission til at undersøge, hvordan borgerne kan få forbedret deres retsstilling ved domstolene i retssager mod den stadig mere omsiggribende statsmagt inden for den gældende grundlovs rammer. Borgerne er bedre tjent med at få hurtige, konkrete forbedringer af deres retsstilling ved almindelige love, frem for småfugle på taget i form af en juridisk overflødig grundlovsændring, der skal skrives med anderledes forsigtig pen af et bredt folketingsflertal.

For uden et bredt flertal er det udemokratisk og urealistisk at få Grundloven ændret. Skal der samles bredt flertal i Folketinget, bliver det med nødvendig lovregulering på, om ikke laveste fællesnævner, så dog uden kraftige og spændende krydderier. Og da Grundloven er så svær at ændre igen, må ændringerne ikke unødigt eller utilsigtet begrænse fremtidens politikere, da samfundet jo så regeres af de døde.

Domstolene er borgernes afgørende bolværk. Borgerne har imidlertid lettest ved at vinde ret mod statsmagten hos domstolene, når retsgrundlaget er almindelig lov. Når borgeren påberåber sig Grundloven, er domstolene nemlig nødt til at lade principielle overvejelser og fremtidsperspektiver indgå i afvejningen, hvilket sjældent er til gunst for borgeren. Som konsekvens af, at det er så svært at ændre Grundloven, er domstolene velbegrundet tilbageholdende med at give grundloven et videregående indhold gennem fortolkning, end der er sikkert belæg for. Det så man senest i Irak-sagen, hvor Højesteret kom frem til, at Grundlovens § 19 ikke forudsætter, at Danmark kun kan gå i krig, når folkeretten siger god for det. I et civiliseret retssamfund var det ellers ikke nogen fjerntliggende tanke, skulle man mene.

Domstolene har i det hele taget været tilbageholdende med at fortolke Grundloven sådan, at den begrænser Folketinget. Højesteret har kun en enkelt gang underkendt Folketingets flertal. Det var, da Højesteret tilsidesatte Tvind-loven, fordi loven blandede den lovgivende og den dømmende magt i strid med Grundlovens § 3. Dommen er en demokratisk milepæl.

Det hører også med, at Grundlovens frihedsrettigheder og sociale rettigheder giver relativt basal beskyttelse og til en vis grad har karakter af programerklæringer. Jeg er lige ved at tro, at selv Enhedslisten vil kunne leve med Grundlovens §73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, således som bestemmelsen er blevet udvandet i retspraksis.

Summen af kardemommen er, at Grundloven ikke indeholder politisk relevante grænser for lovgivningsmagtens kompetence. Den vægtigste fordel ved at regulere statsstyret, borgernes frihedsrettigheder og sociale rettigheder på grundlovsniveau i stedet for ved almindelig lov er, at regulering på grundlovsniveau principielt begrænser fremtidige despoter. Men henset til demokratiets forankring på vores breddegrader synes værdien af denne gevinst let overvurderet.

I stedet for en grundlovskommission bør regeringen få en effektiv kommission til at sætte lys på borgernes retsstilling ved domstolene, når modparten er staten. Den offentlige regulering af vores liv har aldrig været mere intensiv. Den er helt anderledes omsiggribende, end da Grundloven blev til og senest revideret i 1953. Jeg vil på dette sted pege på fire konkrete områder, der bør undersøges med henblik på regulering ved almindelig lov:

For det første bør vi overveje udtrykkelig anerkendelse af borgernes ret til ved domstolene at få efterprøvet, om en lov er i overensstemmelse med Grundloven. Spørgsmålet har været forfatningsretligt omtvistet, men der har dannet sig sædvane om domstolenes prøvelsesret. Man bør for at forbedre borgernes retsstilling ved lov bestemme, at domstolene som hovedregel kan tilsidesætte en lov, hvis blot der er begrundet tvivl om, hvorvidt den er i overensstemmelse med Grundloven. Kvalificeret fortolkningstvivl skal som hovedregel falde ud til gunst for borgeren og ikke som nu statsmagten. Kriteriet ’begrundet tvivl’ giver tilmed domstolene luft til egentlig grundlovsfortolkning og gør dermed Grundloven til det værn mod overgreb fra statsmagten, der netop var hensigten.

For det andet bør vi overveje regler, der sikrer, at borgeren ikke som nu noget nær altid skal være forpligtet til at efterleve en afgørelse truffet af statsmagten før retssagen er endeligt afgjort. Omfanget af den offentlige regulering er så omfattende, at domstolene i videre omfang bør kunne gribe ind og tillægge søgsmål fra borgernes side med opsættende virkning inden for rammerne af Grundlovens §63. Ofte er det ikke nok for borgeren at få ret med års forsinkelse; operationen lykkedes, men patienten døde.

For det tredje bør vi overveje regler, der sikrer, at domstolene utvivlsomt har kompetence til at efterprøve ethvert spørgsmål angående en statslig afgørelse. Siden 1849 har domstolene i varierende grad begrænset prøvelsen af afgørelser, der hviler på skønsmæssigt grundlag. Der bør ikke være grænser for domstolenes prøvelsesret over for statsmagtens myndighedsudøvelse. Der må ikke arbejdes med noget frirum for statsmagten i forhold til domstolene.

Som det fjerde bør vi overveje regler, der begrænser statsinstitutioners adgang til at anke dommen i en retssag tabt til en borger. Som altovervejende hovedregel bør borgeren ikke skulle tilbringe mere tid i det opslidende retssystem, når vedkommende har vundet første gang. Det er byrdefuldt for borgeren at føre sag mod staten med alle dennes ressourcer, og en tur i retssystemet er både tidskrævende, dyrt og opslidende.

Borgernes retssikkerhed kan forbedres inden for rammerne af den gældende grundlov. Brug dog ressourcerne på det.