Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej til integration – ja til assimilation

I den seneste tids indvandrerdebat, hvor jeg også har givet mit besyv med, er en simpel misforståelse gået igen og igen. Det er en misforståelse, jeg gerne vil have gjort op med, da fejlen udvander og spænder ben for en ellers konstruktiv debat. Så jeg tillader mig at skære ud i pap, hvorfor jeg og mange andre danskere ønsker assimilation og ikke blot integration af indvandrere og flygtninge:

I antropologien er assimilation beskrevet som den proces, hvor en kultur gradvis inkorporeres i en anden kultur således, at kulturforskellen ophæves. Kort sagt, at de indvandrere og flygtninge, der kommer til vores land, tilpasser sig vores kultur, levevis og værdier. At de bliver danske slet og ret.

Men det er lige præcis her, at kæden ofte hopper af. Hvor vi, der ønsker netop assimilation af tilflyttere, bliver beskyldt for hvad som helst med ord, jeg vil undlade at gengive her i avisen.

Assimilation betyder, at man som udefrakommende lader sine børn deltage på lige vilkår med danske børn i den danske folkeskole – uden særregler og speciel hensyntagen. Det betyder, at man lærer om det pågældende lands historie, religion og kultur, og at man indordner sig det pågældende lands regler. At man lærer sproget og lærer at sørge for sig selv og sin familie, hvilket indtil videre har været helt normalt for alle de indvandrere, som Danmark har modtaget over de seneste menneskealdre.

Vi står nemlig over for en enorm opgave i disse år, særligt grundet de ekstraordinært store flygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika til ikke bare Europa, men også Danmark. Her er vi nødt til at gøre op med den fortsat alt for lempelige flygtninge- og indvandrerpolitik, som har været ført siden starten af 1980’erne.

Hvis vi ønsker at bevare det danske samfund, som vi elsker, bliver vi nødt til at se på de internationale konventioner, der kan stå i vejen for, at Danmark vil kunne sende kriminelle indvandrere og asylansøgere ud af landet. Skik følge eller land fly, som et godt ordsprog lyder. Vi bliver også nødt til at se med stor alvor på reglerne for familiesammenføring, for skal det virkelig være en ret?

Og så skal vi turde stille spørgsmålet, om vi virkelig kan holde til det massive pres, der ligger på vores velfærdsstat med de mange flygtninge, der kommer til landet. Om vores fokus i virkelighed ikke udelukkende burde være på de mange, der er i landet nu, hvor for mange ikke taler vores sprog, står uden for arbejdsmarkedet, og hvis børn forventes at få særbehandling i folkeskoler og dagtilbud.

Jeg ønsker at værne om vores samfund. Bevare det Danmark, vi elsker. Og det er jeg bestemt ikke alene om. Derfor skal vi stille krav til alle borgere, der ønsker at bosætte sig i Danmark.

Vi er nødt til at turde stille disse spørgsmål og turde svare ærligt – smide skyklapperne og tage ansvar for Danmark. Det skylder vi de kommende generationer.