Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej til et kirkeråd!

Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har altid været den kirkelige aktivistiske elites drøm at få et kirkeråd eller en synode, der kunne tale på kirkens vegne. Grundstenen er nu blevet lagt med et forslag fra et flertal i kirkekommissionen »om en mere sammenhængende og moderne udgave af folkekirkens styringsstruktur.«

Sådan hedder det i det åndløse, forblommede og glatte teknokratsprog, man benytter, når man ikke vil, kan eller evner at tale klart. Kirkeministeren fremlagde forslaget onsdag i denne uge, og lad mig blot forudskikke, at kommissionens forslag ikke ligefrem bliver noget hit blandt læserne. Det er på 450 sider og gabende kedsommeligt. Der findes en kortere sammenfatning i kap. 2.

Ikke desto mindre er det den mest radikale ændring, der er sket siden Reformationen, for nu vil man med djævlens vold og magt have indført et kirkeråd, der kan optræde som folkekirkens repræsentant. Lægger man kommissionsforslaget op ved siden af det hovedværk, der på fornem vis afrunder Reformationen, nemlig Luther og Melanchthons »Confessio Augustana,« er der en afgrundsdyb forskel på ånd, kvalitet og klarhed.

Sagen er, at Luthers opgør var båret af evangeliet, mens det for kirkekommissionens flertal fortrinsvis drejer sig om den kirkelige aktivistiske elites vilje til magt. Den kirkelige elite har gennem tiderne fnyst af den bestående folkekirke. Den er altid gået udfra, at den som en selvfølge repræsenterede det eksklusive ophøjede »os« og har på den måde altid følt sig selvskreven til magten over folkekirken.

Det var al den kirkelige selvtilstrækkelige magtsyge, der under Reformationen blev gjort op med, for at evangeliet kunne stå som det eneste klare lys, som den sande kirke af tomhændede syndere kunne navigere efter. Det har indtil nu på reformatorisk vis været folkekirkens kendemærke, at den kun har én stemme, nemlig evangeliet, og at den tager udgangspunkt i det enkelte sogn og den enkelte lokale sognekirke.

Det gør man op med nu. Sådan kommer det foreslåede kirkeråd til at se ud:

1) Ti læg-medlemmer, hvoraf der vælges en i hvert stift.

2) Fire læg-medlemmer valgt ved forholdstalsvalg på landsplan.

3) Tre præster, der vælges af og blandt præster ansat i folkekirken.

4) To provster, der vælges af og blandt provster ansat i folkekirken.

5) To biskopper, der vælges af biskopperne.

6) To medlemmer, der udpeges af kirkeministeren efter forhandling med undervisningsministeren og kulturministeren.

7) Tre læg-medlemmer, der udpeges af de frie folkekirkelige organisationer.

Magten over økonomien centraliseres i kirkerådet, og der indføres bloktilskud. Hvad angår kirkens såkaldte »indre anliggender,« vil bispekollegiet blive indsat som et ekstra kammer i det nye kirkeparlament, hvor der skal være enighed mellem de to kamre. Kirkeministeren bevarer både vetoretten over økonomi og indre anliggender.

Det ligner en rædsel, men lad mig opholde mig ved én ting. Kirkens »indre anliggender,« hvad er det egentlig? Det rummer alle muligheder for fortolkninger - også politiske. Når et kirkeråd er etableret, er fanden løs. Lad mig nævne blot et aktuelt eksempel fra Danmark: For nylig gik biskop Marianne Christiansen sammen med andre i kamp mod Haderslev byråds planlov for en stormoske med minaret og hele pibetøjet i folkekirkens navn.

Det virker grotesk, at én kristen biskop gør det, men tænk, hvis et kirkeråd gjorde det? Er det et »indre anliggende,« tja, for hvem bestemmer, hvad »de indre anliggender« består i - udover kirkerådet? Er det utænkeligt? Nej! Ville det føre til en ødelæggelse af folkekirken? Ja!