Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej til dommerstandens formynderi

Erik Olsen: Det er svært ikke umiddelbart at føle det rigtige i Jens Elo Rytters kronik i fredags. Menneskerettigheder i et eller andet omfang til beskyttelse af den enkelte er - sammen med retsstatsprincipperne - noget, der bør værnes om og en basal forudsætning i et nogenlunde demokratisk samfund.

Erik Olsen, konsulent, lic.jur. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Demokrati

Selvfølgelig skal der tilsvarende være grænser for flertalsstatens eller sikkerhedsstatens behov.

Det er derimod mere vanskeligt at se, hvorfor en stærkere intervention i den politiske beslutningsproces fra dommerstandens 300-400 medlemmer skulle skabe et mere demokratisk samfund. Der er jo i realiteten tale om en i al væsentlighed ganske snæver selvsupplerende stand, uden nogen form for reelt folkeligt mandat.

At visse standsgrupper i samfundet skulle være forlenet med særlige personlige, moralske eller åndelige kvaliteter er ikke et synspunkt, der virker særligt nutidigt eller demokratisk hos os. Hverken adels- eller præstestanden anses vel længere for værende mennesker af en højere standard - og belæring om den rette handlemåde fra elitære grupper bør altid mødes med sund skepsis. Katolske præster - uden sammenligning i øvrigt - er vist det seneste eksempel på, at mennesker nu engang blot er mennesker - alle på godt og ondt.

At gøre dommerstanden til demokratiets formynder øger ikke folkestyret - men indskrænker det. Den demokratiske udvikling kan ikke overlades alene til mere eller mindre metafysiske retsprincipper eller nogle betragtninger om magtdelingsprincipper fra 1700-talet, hvor demokratiet fortrinsvis var en sag for samfundseliten.

Beskyttelsen mod det uhæmmede flertalsstyre ligger i sidste ende i de enkelte grupperingers egeninteresse. Mindretallet må erkende den grundlæggende sociologiske læresætning om, at man kun til en vis grad kan afvige fra det fællesskab, man er eller vil være en del af. Omvendt må flertallet erkende, at uden en vis grad af forskellighed, tolerance og frihed går både sammenhængskraften og udvikling i samfundet fløjten. Uden denne balance bliver slutresultatet hurtigt et dårligere liv, mere ufrihed og ringere velstand for samfundet som helhed, der ikke længere kan tilpasse sig omverdenens krav. Denne afbalancering må imidlertid ske ved hjælp af virkelighedens politiske kræfter og ikke i den juridiske tekniks og teoris egen verden.

Vi styrker ikke demokratiet ved at sætte det under dommerstandens formynderskab - men ved at beskytte og udvikle den grundlæggende demokratiske kultur og den personlige frihed under rimeligt ansvar. Det er den eneste vej frem.