Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej tak, til omvendt bevisbyrde

Oppositionens forslag om at straffe sex uden samtykke vil være en meget, meget betænkelig ny- skabelse i dansk strafferet. Det vil – i partiernes anerkendelsesværdige jagt på retfærdighed – med overvejende sandsynlighed føre til det stik modsatte, nemlig uretfærdighed.

25DEBPREBEN-BANG-HENRIKSEN-.jpg
Preben Bang Henriksen.
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokraterne, de Radikale og SF har nu siddet i opposition i 14 måneder. Her har iderigdommen øjensynlig noget bedre grobund, end når man sidder i regering, for som det fremgår af Berlingske i denne uge, så foreslår man nu en total ændring af den voldtægtsbestemmelse, som fhv. justitsminister Morten Bødskov (SRSF-regeringen) for 24 måneder siden reviderede markant. Den er åbenbart nu helt forældet.

Lad mig sige det med det samme. Voldtægt er en afskyelig forbrydelse, og forbryderne skal straffes hårdt. Netop derfor har Venstre-regeringen været i arbejdstøjet og har allerede øget straffen markant.

Langt de fleste danskere har i ungdommen forskellige seksualpartnere.

Sådan er vor kultur nu engang – og heldigvis for det. Det ryger man ikke i fængsel for.

Men med det forslag, som partilederne fra S, R og SF lancerede i Berlingske i denne uge, står parterne – i realiteten mændene – imidlertid med stor risiko for en lang fængselsstraf i de tilfælde, hvor kvinden senere gør gældende, at der ikke blev givet samtykke til det pågældende samleje.

Frihed fra voldtægt

Det vil være retsstillingen, uanset om anmeldelsen kommer efter et år eller efter 40 år, for forældelsesfristerne skal forlænges eller helt ophæves, siges der i Kommentaren (22. august), helt uden hensyn til, at ethvert muligt samtykke-bevis efter alt at dømme vil være forspildt. Det gælder evt. bevis i form af vidner, overvågning, dokumenter eller tekniske beviser. Foreligger der ikke et konkret bevis for, at kvinden har samtykket, skal manden dømmes.

Der bliver i realiteten tale om en regulær »omvendt bevisbyrde«, som dommerforeningens formand da også advarende og markant har udtrykt det. Han støttes i øvrigt af de universitetsprofessorer, der beskæftiger sig med strafferet. Men heller ikke disse udsagn gør øjensynlig indtryk på partilederne.

Det vil efter min opfattelse være en meget, meget betænkelig nyskabelse i dansk strafferet, og det vil – i partiernes anerkendelsesværdige jagt på retfærdighed – med overvejende sandsynlighed føre til det stik modsatte, nemlig uretfærdighed.

Straf og retssikkerhed skal nemlig følges ad.

»Sex uden samtykke skal straffes«, lyder forside-konklusionen på partiledernes Kommentar. Intet sted i avisens uddybende interview og slet ikke i Kommentaren er der imidlertid forsøgt nærmere beskrevet, hvad der skal forstås ved et »samtykke«, for det er jo her, hunden som oftest ligger begravet. Det er en alvorlig mangel, når politikere vil slå sig op på en ny – helt ny – retsstilling, der i realiteten i praksis vender op og ned på sædvanlige bevisbyrderegler i dansk strafferet og i den grad dømmer efter, om der netop er givet et »samtykke«.

I en efterfølgende kommentar afviser Pia Olsen Dyhr, at et samtykke skal foreligge i form af en underskrevet kontrakt. De, der siger det, gør grin med emnet, siger hun. Ja, eller også forsøger de blot – i mangel af svar i Kommentaren – at gætte på, hvordan det centrale ord i den foreslåede ordning (samtykke) skal forstås, for at kunne medføre en senere frifindelse af manden. Definitionen – der er helt central – omtales som anført overhovedet ikke i Kommentaren, men i ovennævnte efterfølgende kommentar oplyser Pia Olsen Dyhr dog, at »der er bestemt forskel på, om man indirekte siger ja, eller at man slet ikke reagerer, fordi man er bevidstløs.« Det sidste er jeg enig i, men det første – et frifindende »indirekte ja« – havde været rart at få defineret. Specielt når det vil udgøre forskellen på en frifindelse og 3½ års fængsel.

Som dommerforeningens formand udtrykker det, introducerer man med forslaget en omvendt bevisbyrde. Herudover siger man intet om det helt centrale element, nemlig samtykket. Udover at et »indirekte ja« kan være tilstrækkeligt som samtykke.

Det er ikke i orden, når man vil gøre samtykke til det centrale element.

Problemet er, at den strafferetsmæssige behandling af voldtægtssager er en særdeles kompliceret affære, hvis man samtidig mener, at Danmark skal være et retssamfund, hvor man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Når der er tale om et så kompliceret og vigtigt emne, er det betænkeligt, når man forfalder til de store – og folkeligt populære overskrifter. Det er ellers det, forfatterne til Kommentaren som oftest kritiserer Dansk Folkeparti for.

Man kunne måske have gjort sig den umage at læse, hvad Straffelovsrådet, der er den til enhver tid siddende regerings uafhængige ekspertpanel, skrev i sin lange og grundige betænkning (905 sider), der i 2012 blev afleveret til netop SRSF-regeringen, der herefter meget naturligt (og fornuftigt) INTET foretog sig. Rådet advarede nemlig kraftigt mod en generel samtykkebaseret bestemmelse, som den, der nu foreslås.

Men 14 måneder i opposition og udsigten til en populær overskrift på et folkeligt emne – ja, det kan partilederne åbenbart ikke stå for.

Så lad retssikkerhed være rets-u-sikkerhed.

Domstolenes bevisvurdering i voldtægtssager bør naturligvis løbende analyseres og overvejes. En fræk dans eller udfordrende påklædning er og bør ikke kunne betragtes som en fri invitation til samleje.

Unormale omstændigheder, unormalt »gerningssted«, flere deltagere, massiv spiritusindtagelse hos kvinden etc. kan måske være et tungere indicium for voldtægt, end tilfældet er i dag, det skal jeg ikke kunne udelukke. Ønskes voldtægtsbestemmelsen igen revideret, må det imidlertid ske efter en forudgående analyse af retspraksis.

Men en ændring af de sædvanlige bevisbyrderegler, som vort retssamfund bygger på, kan ikke komme på tale.

Tiltalte er nemlig uskyldig, indtil andet er bevist.

Vel at mærke bevist af anklagemyndigheden – ikke af den tiltalte selv.