Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej tak til krævende elever

»Man bør derfor differentiere det offentliges tilskud til privatskolerne ved at indføre et socialt taxameter, der baserer sig på den enkelte skoles elevsammensætning.«

Bylinefoto: Jens Jonatan Steen. Fold sammen
Læs mere

Det blev en god jul for landets privatskoler. Med finansloven havde Anders Samuelsen & Co fra Liberal Alliance nemlig lagt en ekstra gave under træet til privatskolerne, der udover stigende elevtal altså kan bryste sig af en stigende statssøtte. Noget man vil kigge længe efter ovre i folkeskolen.

På finansloven blev der således afsat 120 millioner kroner ekstra til privatskolerne, hvilket betyder at det årlige tilskud til de frie grundskoler øges med to procentpoint til i alt 73 procent af udgiften pr. elev i folkeskolen. Der bliver med andre ord tilført ekstra offentlig støtte til landets private skoler.

Man kunne tænke sig, at den ekstra bevilling var en hjælp til pressede skoler eller finansiering af en ny opgave?

Men ak, tværtimod klarer privatskolerne sig faktisk bedre end nogensinde før. Ifølge Kommunale Nøgletal var privatskolernes andel af de samlede folkeskoleelever i 2000 på 12,1 procent, men den andel er steget betragteligt frem til 2015, hvor privatskolerne optager i alt 17 procent af de samlede skoleelever. Privatskolerne er blevet overordentligt populære.

Men hvad der er endnu mere interessant end de støt stigende elevtal – det er den sociale opgave, som privatskolerne løfter. En ny undersøgelse fra EVA – Danmarks Evalueringsinstitut op til jul viste nemlig, at syv ud ti frie grundskoler afviser inklusionselever. Retten til at selektere og afvise besværlige elever er altå meget mere end bare en teoretisk mulighed. Det er en væsentlig del af foretningsmodellen på en række af landets privatskoler.

Samtidig pegede EVA-rapporten på, at der er en massiv forskel mellem privatskolerne på, hvor mange af de såkaldte inklusionselever, de forskellige skoler tager. Skolerne organiseret i Dansk Friskoleforening modtager således næsten dobbelt så mange elever med særlige behov som dem, der er medlemmer af Danmarks Privatskoleforening. Det er altså enormt stor forskel på, hvordan privatskolerne løfter det sociale behov. En vigtig pointe, som i mange år har været skjult i gennemsnitstallene for alle skolerne.

Men når forskellen mellem dem, der løfter, og dem, der ikke løfter, er så stor, så kunne det måske også være rimeligt at spørge sig selv, om man ikke burde skabe en finansieringsmodel, der tilgodeser de skoler, som tager det store samfundsansvar. Ville det ikke være smart at bruge pengene der, hvor de gør størst forskel?

Det virker helt indlysende at bruge de sparsomme midler der, hvor de gør størst forskel. Man bør derfor differentiere det offentliges tilskud til privatskolerne ved at indføre et socialt taxameter, der baserer sig på den enkelte skoles elevsammensætning. De skoler, der påtager sig de største sociale udfordringer, skal også være de skoler, som får mest statslig støtte. Det handler således ikke nødvendigvis om at reducere støtten til privatskolerne samlet set, men bruge pengene der, hvor de gør mest gavn.

Et socialt taxameter for finansieringen af privatskolerne er den simple, intelligente og forsvarlige måde at bruge vores begrænsede fælles ressourcer på.