Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej tak til brug af kemiske våben

Birthe Hansen: Brugen af kemiske våben kan være det, der ændrer USAs hidtidige tøven over for konflikten i Syrien, skriver Birhe Hansen. En militær reaktion kan være et signal til Syriens – og andre mellemøstlige – ledere om nul-tolerance over for kemiske våben.

En million børn er flygtet fra Syrien. Er der beviser for brug af kemiske våben, kan det ændre USAs og andre landes overvejelser om at gribe ind i konflkten. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hvis det syriske regime har anvendt masseødelæggelsesvåben, vil det formentlig udløse en international reaktion. Ikke-brug og -spredning af kemiske våben er en vigtig norm at opretholde. Den sikrer en af krigsførelsens grundlæggende regler – at der kan sondres mellem civile og kæmpende, hvilket man ikke kan med kemiske våben, og den understøtter også nyere aftaler, som hidtil har haft stor tilslutning.

Allerede i 2012 opstillede præsident Obama en »rød linje«. Han talte dengang om, at brug af kemiske våben kunne udløse en amerikansk reaktion i forhold til den syriske konflikt. Han gav sig selv et spillerum ved at tale om »omfattende brug« af våbnene. Obama ville ikke risikere, at oprørssiden ville bruge dem symbolsk for at trække USA ind i konflikten. Han gjorde imidlertid klart, at brug ville være grænseoverskridende.

I foråret 2013 kom de første meldinger om en formodet brug. Obama udtalte da, at dette kunne være en »game-changer«. Siden har spillet ændret sig, da det nu alene handler om brugen af kemiske våben, hvor det tidligere også handlede om en bredere indgriben i konflikten. Den syriske opposition er så splittet, at den er svær at støtte, og USA skal også tænke på Iran. En indgriben mod det iranske atomvåbenprogram har været diskuteret, og det har hidtil udelukket en ressourcekrævende reaktion på den syriske konflikt. Hvis USA var engageret i Syrien, kunne de iranske ledere satse på, at USA havde nok at gøre og fortsætte bestræbelserne. Ved brug af kemiske våben i Syrien er situationen imidlertid blevet vendt på hovedet, for hvis USA lukker øjnene for det, ville Iran kunne satse på, at der var »grønt lys« til at arbejde videre med programmet.

Presset for en reaktion betyder, at USA og det internationale samfund må stille sig selv en række spørgsmål i forhold til en sådan reaktion.

For det første er der spørgsmålet om grundlaget for en reaktion. USA har gode grunde til at kunne fremvise et solidt grundlag, hvis man vælger at reagere med en militær indgriben. Man vil ikke lokkes ind i noget på et iscenesat eller usikkert grundlag, og Barack Obama vil næppe risikere at fremstå som George W. Bush gjorde i offentligheden efter invasionen af Irak: uden beviser for masseødelæggelsesvåben. Hvis der er indikatorer, skal de være klare af hensyn til både USAs egen befolkning, internationale omdømme og alliancemuligheder. F.eks. tabte den konservative britiske regering torsdag en afstemning om vilkårene for at deltage i en indsats.

Grundlagsdiskussionen drejer sig dels om, hvad FNs våbeninspektører finder ud af, dels om hvorvidt der kan reageres, hvis FNs Sikkerhedsråd er splittet. Hvis våbeninspektørerne kommer med en soleklar melding, vil det være svært for Rusland og Kina at modsætte sig en reaktion trods deres hidtidige skepsis. Grundlaget kan imidlertid vise sig at være uklart i forhold til, om det er regimet, oprørerne eller dele af disse parter, der kan have brugt våbnene. Hvis der kan sandsynliggøres en forbindelse til regimet eller dele heraf, vil der formodentlig komme en reaktion med eller uden FN-mandat.

For det andet er der spørgsmålet om indgrebets form. Hidtil har de store vestlige lande meldt ud, at der ikke tænkes på invasion, men på andre former for indgreb, herunder militære. Formentlig kunne Sikkerhedsrådet under alle omstændigheder samles om en resolution, der fremstod som en reaktion, hvis den ikke indebar mulighed for et militært indgreb. For bekymrede lande ville dette dog lyde hult, da intet tyder på, at Assad-regimet lader sig påvirke seriøst af udtalelser eller sanktioner.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger ville måske have skåret igennem og sagt noget i retning af: »Vi er alligevel upopulære i Mellemøsten, så vi kunne angribe nogle ledende syriske politikere og generaler og centrale regeringsbygninger. Det ville skræmme regimet uden at skade oppositionen. Det ville sende et for os overkommeligt signal om, at vi ikke tolererer brug af kemiske våben, herunder til Iran, og det ville også sende et signal til resten af den politiske og militære ledelse i Syrien om, hvad der er acceptabelt.«

Der har været flere attentatforsøg mod Assad-ledelsen, og selv om nogle ville undslippe, og andre ville kunne lede landet fra bunkere, ville det presse dele af eliten. Den har andre eksempler at kigge tilbage på som Saddam Husseins og Muammar Gaddafis skæbner.

Kissinger-modellen tilhørte en anden tid. I en nyere version afspejler den en del af den aktuelle diskussion om, hvordan man kan presse syriske ledere til at ændre politik for at stoppe eventuel brug – uden selv at bruge mange ressourcer. Derefter vil man dog stå med udfordringen om, hvad man gør med den eventuelle kemiske kapacitet. Borgerkrigen og de langsigtede dårlige odds for regimet indebærer, at der kan blive gjort forsøg på at bemægtige sig disse. Det vil være problematisk, hvis en eventuel arv af kemiske våben kommer på markedet og falder i hænderne på terrorister, oprørsgrupper eller regime-revanchister.

For det tredje er der spørgsmålet om, hvilke lande der skal deltage. I forhold til en begrænset, målrettet operation er antallet ikke vigtigt, men for signalets skyld – nej tak til brug af kemiske våben – vil det være af stor betydning, at så mange som muligt deltager med praktisk eller politisk opbakning.

Det store spørgsmål, som Obama-regeringen og det internationale samfund så må stille sig selv, er: Hvad bliver konsekvenserne af at gribe ind? Det vil ikke mildne sekteriske spændinger, magtkampe om fremtiden eller løse den syriske konflikt. En reaktion mod det syriske regimes kemiske kapacitet vil imidlertid kunne signalere »nul tolerance« over for brug af kemiske våben, vise at der vogtes over denne norm, samt begrænse muligheden for anvendelse af disse i konflikten.