Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, post, togrejser og TV-programmer er ikke noget vi giver til hinanden

Hvad er det, der samler os som nation? Når man bare er et lille land med et indbyggertal på størrelse med Hamborg, er der brug for den slags rullende, tidløse debatter for hele tiden at minde os om vores identitet som folk, vi er noget særligt, og fællesskabet behøver hele tiden nyt kit for ikke at slå revner.

Jo, symbolerne er der, flaget, kongehuset, H.C. Andersen og Michael Laudrup og Fregatten »Jylland«. Og det fælles sprog er der. Men hvor er det, vi skal mødes og føle sammenholdet? Komme hinanden rigtig ved, som det hed i gamle dage.

Efter at vi for længst er holdt op med at samles i kirken om søndagen, efter at folkeskolen er blevet et tilfældigt tilvalg på hylderne af farve­strålende forbrugsgoder, og efter at fag­bevægelsen er reduceret til en irriterende minuspost på lønsedlen, og hvor Danmarks Radio kun kan samle nationen om X-faktor og en VM-slutrunde med Danmark i semifinalen, så er der ikke meget tilbage at samles om.

Og så alligevel. Det passer jo ikke helt. For vi har jo posten. Selv om det er mange år siden, at postmand Per kunne inviteres indenfor til en tår kaffe og lidt god sladder, så har han altid været der, den rare mand – eller kvinde – i den røde jakke.

Han kommer rundt til os alle sammen, binder os sammen og forener os på en fysisk og meget analog måde. Han kommer med sorg og glæde, rudekuverter, postkort fra Maldiverne og kataloget fra IKEA, og han holder øje med, at vi ikke ligger døde i entreen i uger og måneder. Når cyklen med de store tasker svinger om hjørnet, ved vi, at der er noget på vej. Ensomheden kunne alligevel besejres.

Men nu forsvinder også han – næsten da. Kollektivismens sidste bastion takker af. Det dansk-svenske PostNord præsenterede i denne uge en spareplan, som fik parcellister og etagebeboere, der i årevis pligtskydigst har fulgt dekreter om korrekt opsætning af nye postkasser og meget mere, til at resignere. Bliver planen gennemført, vil der fremover kun være udbringning af post én gang om ugen.

Et brev, der udkommer dagen efter, at det er sendt, er allerede omdøbt til et kvikbrev. Det næste bliver, at man får en SMS og selv må hente brevet nede på OK-tanken eller i bagerforretningen. Og så er postbuddet endeligt sendt på museum sammen med nattevægteren, hosekræmmeren og reparatøren af spritdublikatorer, telefaxer og kasettebånd­optagere.

Appel til det kollektivt nationale

Når hel- eller halvoffentlige virksomheder kommer i krise og mangler penge, skruer de op for en sukkersød appel til vores alle­sammens kollektivt nationale instinkt. Sammenhængskraft og fællesskab står der på raslebøsserne. »Kom nu, Mulle, vi er jo sammen om det her, og du vil jo gerne være med i hulen, ikk?« Når lokummet brænder, og milliarderne står i rødt på bundlinjen, er det kun folkets sympati og lyst til at åbne den rød-hvide tegnebog, der kan sikre eksistensen.

Licens er som bekendt noget, vi betaler til hinanden – fire milliarder til »Hele Danmarks Radio«. For nylig kunne man se den folkekære samfundsrevser og X Factor­dommer, Thomas Blachman, reklamere for DSB med et budskab om toget som »fællesskabets kampvogn« – det store rullende forsamlingshus kunne man sige, mens tåren tørres af kinden.

Det koster godt nok 836 kroner at komme fra København til Aarhus og tilbage igen, og bussen under en tredjedel, selv om man skulle tro, at det billigste i denne verden var at sætte 20 togvogne sammen, fylde dem med hundredvis af passagerer, placere en chauffør i den ene ende og så trække hele molevitten og af sted over Storebælt, Fyn og Jylland.

Men vi betaler gerne prisen for velfærdens smeltedigel, det går jo til et godt formål. I denne uge blev en del af fællesskabets kampvogne godt nok erklæret ukampdygtige - IC4 blev taget ud indtil videre, men vi er sammen om det.

Samme retorik har den københavnske taxabranche måttet ty til i kampen for overlevelse. Efter at Uber har fået succes i København og lynhurtig app-kontakt til storbyungdommen, er de traditionelle taxaer begyndt at reklamere med, at de betaler skat til fællesskabet og velfærden. Taxaer er noget, vi kører med for hinanden og til hinanden, og hvis Blachman og Kim Bildsøe Lassen vil med en tur rundt i kollektivets by, skal de være hjerteligt velkommen.

Da DONG-sagen eksploderede og sendte den tidligere regering til tælling, SF ud i intetheden og venstrefløjen i sorg, var et af de vægtige argumenter, at alle kablerne, kraftværkerne, vindmøllerne og de kilometervis af nedgravede rør jo var vores alle sammens. Bjarne Corydon, det onde menneske, solgte ud af det nationale arvesølv, det var næsten som at sælge sine egne børn.

Fællesskabets kabler skulle ingen røre ved, og skatteborgerne måtte i sammenhængs­kraftens navn punge ud til en redningsplan for energiselskabet og i hvert fald ikke overlade investeringen til en grisk udenlandsk investor. Til sidst fornemmede selv Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl lugten i det store fællesbageri og meldte sig under fanerne som modstander af aktiesalget.

Hvad er tilbage?

Men når al nostalgien er skrællet fra, hvad er der så tilbage? Den kollektive trafik, den fælles post, fjernsynet vi giver til hinanden, og vores alle sammens energiforsyning balancerer på en knivsæg mellem nødvendig tvang og en kvalmende besyngelse af fællesskabet. Spørgsmålet er, hvad der kommer efter, når kollektivismens kolosser er faldet. Det optimistiske budskab er, at vi finder nye fællesskaber, bilerne fyldes op på vejen over Storebælt med app-styret samkørsel, nyheder, debat og under­holdning spredes på de sociale medier, og mon ikke det er et spørgsmål om tid, før nogen opfinder en app til erstatning for postbuddet:

Hvem kan lige tage et brev med til fru Jensen på 3.?

Bent Winther er Berlingskes samfundsredaktør.