Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, Per Stig Møller, mediepolitik skal ikke udformes i lukkede reservater

Foto: Steen Brogaard og NIELS AHLMANN OLESEN. Fold sammen
Læs mere

Under overskriften »Derfor skal vi bruge skattekroner på medier« betegner min gode forgænger i Kulturministeriet, Per Stig Møller (K), det som »sødt«, at jeg lægger op til folkelig debat om fremtidens medier. Jeg synes såmænd også, at det er kært af Per Stig at kommentere forberedelsen af det kommende medieforlig, selv om PSM kritiserer, at jeg primært vil lytte. Har Bock ingen mening, spørges der retorisk? Det finder han for galt, for politikere skal fortælle os, hvilken vej, de vil have, vi skal gå.

Lad mig uddybe mine intentioner.

For det første er mit afsæt regeringsgrundlaget, der beskriver en række målsætninger på medieområdet, bl.a. at licensen skal ned, DR fokuseres og et salg af TV2 forberedes.

Dernæst er ideen bag det lange forberedelsesforløb følgende: Først skal vi hen over sommeren have en bred, folkelig debat om, hvilket indhold vi vil sikre danskerne adgang til.

Dernæst skal vi i efteråret have en debat med mediebranchens aktører om, hvem der kan producere og distribuere indholdet.

Og først til sidst skal vi så tage politisk stilling til, hvordan det skal finansieres. Det hele munder ud i, at regeringen primo 2018 fremlægger forslag til nyt medieforlig, som så forhandles på plads i foråret med henblik på ikrafttrædelse ved årsskiftet 2018/2019.

Det er et langt og grundigt forløb. Men medielovgivningen halter på mange måder markant bagefter den virkelighed, som borgerne og medierne befinder sig i.

Eliten og folket

Mange steder i verden, også i Danmark, diskuteres det i øjeblikket, at der er blevet for stor afstand mellem elite og folk. Mellem dem, der træffer beslutningerne og dem, der skal leve med beslutningerne. Medieaftaler har tidligere været aftalt i et lukket reservat befolket af politikere og mediebranchen. Når jeg ønsker at inddrage borgerne og primært vil lytte på møderne, der skal afholdes rundt omkring i hele landet, er det et forsøg på at bygge en bro. Hvilket indhold ønsker danskerne, og hvordan vil de have adgang til det? Danskerne er klogere, end vi måske tror. Det er ikke en folkeafstemning, vi sætter i gang. Men både jeg, medieordførerne og andre politikere har godt af at lytte engang imellem. Inden vi danner os skråsikre meninger.

I efteråret indsnævres tragten, når vi skal drøfte, hvem der kan producere og distribuere det indhold, danskerne skal have adgang til.

Vi er et lille land og et lille sprogområde, og der vil være indhold, som fællesskabet skal finansiere. Men det er en myte, at kun statsejede og statsfinansierede medier kan levere public service.

Når jeg udskyder diskussionen om, hvordan vi skal finansiere medierne til sidste fase, skyldes det, at vi alt for ofte ender i rigide diskussioner om for eller imod DR eller bestemte programmer. Og for eller imod licens eller skattefinansiering. Hvilket også afspejler sig i overskriften på Per Stig Møllers indlæg, der tager afsæt i, at vi skal bruge skattekroner.

Men først skal vi jo vide, hvad det er, skatten skal finansiere. Og om der er noget af det, de statsfinansierede medier i dag producerer og leverer, der kan produceres og leveres af det private mediemarked. Staten skal understøtte, ikke overstyre. Og slet ikke på medieområdet, hvis vi skal fastholde, at frie og uafhængige medier er afgørende i et demokrati.

Borgerne er ligeglade

Set fra et borgersynspunkt tror jeg, det er flintrende ligegyldigt, hvem der producerer og leverer det ønskede indhold. Det afgørende vil være, at der er adgang til f.eks. troværdige, danskproducerede nyheder, lødige debatprogrammer, kritisk og oplysende journalistik samt gedigent medieindhold til børn.

Hvad nu hvis borgerne slet ikke er interesseret heri, spørger Per Stig? Så tror jeg, vi står over for langt større udfordringer, som rækker helt ind i skole- og uddannelsessystemet, men så tager vi den derfra. Det er afgørende i et demokrati, at borgerne myndigt kan træffe beslutninger om deres eget liv og påtage sig et medansvar for fællesskabet. Det kan medierne bidrage til.

Om det lange og grundige forløb forud for næste medieforlig vil resultere i en mere tidssvarende lovgivning og mere fair konkurrencevilkår for de private medier, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg vil gøre mig umage, og jeg håber, at både borgerne, mediebranchen og mine politiske kolleger vil engagere sig, så vi kan træffe beslutning-erne om de kommende års rammevilkår for medierne på et så oplyst grundlag som muligt.