Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, Lars Løkke, det går ikke godt

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Kære Hr. Statsminister. Hvad er det, der går så godt herhjemme? Jeg synes ikke, det går godt.

Vi har et skattevæsen og PostNord som slet ikke fungerer. Vi sælger Statens Seruminstitut til en sheik fra Mellemøsten – alt for billigt.

Vi udliciterer efterhånden alt til italienske entreprenører, som efterfølgende vil genforhandle kontrakterne, som dermed bliver dyrere for den danske stat. Her kan blot nævnes IC4-togene, Metrobyggeriet og senest renoveringen af Storstrømsbroen.

Vi kan hverken få togene eller letbaner til at køre til tiden, og signalsystemer er både forsinket og bliver meget dyrere.

Seneste skud på stammen af uhyrligheder er statens ordrer på nye skibe, hvor man behændigt går uden om danske værfter.

Det ville være dejligt, hvis man lod fornuften sejre. Jeg husker stadig med rædsel reparationen af broklappen over Limfjorden. I stedet for at få Bladt Industries i Aalborg til at udføre reparationen, sendte man broklappen til Polen. Dette blev både dyrere end budgetteret og forsinket, til stor gene for pendlerne.

Dette er blot nogle af de mange fortrædeligheder, vi som almindelige borgere hovedrystende må se til. Er der ikke nogen ansatte i det offentlige, som med lidt sund fornuft kan træffe de rigtige beslutninger, eller er vi bare ikke dygtige nok? Så NEJ, Hr. Statsminister, jeg synes ikke, det går godt.