Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Nej, jurister er ikke særligt egnet som moralske dommere i den offentlige debat

Uddanner vores jurastudium, høje krav til trods, ungdommen på at kunne indtage rollen som den voksne i debatten?

Homoægteskaber er et af eksemplerne på en politisk sag, der er blevet vundet i retten i USA, da Supreme Court udledte det af forfatningens mere eller mindre klare ordlyd, skriver Leif Donbæk. I Danmark er det svært at gøre det samme, men skal jurister overhovedet være moraliserende? Fold sammen
Læs mere
Foto: KAREN BLEIER

Vi kender det fra USA, hvor homoægteskaber, ret til at bære våben og en række andre forholdvis grundlæggende borgerrettigheder ikke er kommet via lovgiver eller et folkeligt, men i stedet ved at Supreme Court har udledt dem af forfatningens mere eller mindre klare ordlyd. Politiske sager, der vindes i retten.

Forskellen mellem Danmark og USA er dog (bl.a.), at sidstnævntes ækvivalent til Højesteret er politisk udpeget og direkte har til opdrag at agere forfatningsdomstol. I Danmark har vi ikke politisk udpegede dommere, mens rettens legitimitet til at trumfe beslutninger truffet af et politisk flertal hviler på et noget usikkert demokratisk fundament.

»Der udestår stadigvæk et spørgsmål om, hvorvidt vi (jurister, red.) er specielt egnede til at vurdere samfundsmoralske kvaliteter i en given lov.«


Legitimiteten til trods har vi i den retspolitiske debat ofte set forsøg på at tilkæmpe rettigheder for grupper, grænser for den politiske debat og lignende ved at indgive stævning. Senest med en af mine gamle holdkammerater fra jurastudiets politianmeldelse af Pernille Vermund for overtrædelse af racismebestemmelsen i straffeloven for hendes brug af ordet »koranklodser« om de betonklodser, der er opsat forskellige steder i det offentlige rum for at stoppe »lastbilsterrorisme«.

Leif Donbæk Fold sammen
Læs mere

Som jeg anskuer det, er problemet med den slags sager todelt.

Først, og vigtigst, virker den slags forsøg højst på den helt korte bane, da det store problem med at vinde en politisk sag i retten er, at man i lande som Danmark enten risikerer, at politikerne blot ændrer loven eller lige så slemt, at en højere retsinstans ændrer dommen. Dermed er ens hårde arbejde spildt. For man har ikke overbevist en eneste, der er ikke vundet hjerter og sjæle for sagen. Nej, den er alene tilkæmpet ved kold praktikalitet.

Dernæst må vi overveje, om jurister overhovedet er specielt egnet til at agere »den voksne« i den ikke-retspolitiske del af den offentlige debat. For med al respekt for min profession er vi jo grundlæggende fremragende håndværkere, selvom vi har ikke kloge hænder. Til gengæld har vi skarpe tunger og hurtige fingre.

Vi kan fremstille en sag inden for lovens rammer, så alle med ører og øjne må indse, at vi har ret. Men dette til trods forekommer det, at der stadigvæk udestår et spørgsmål om, hvorvidt vi er specielt egnet til at vurdere samfundsmoralske kvaliteter i en given lov.

Hvor bør grænserne for debatten trækkes? Hvorledes uddanner vi vores jurister, hvorledes forbereder et jurastudium egentlig, høje krav til trods, ungdommen på at kunne indtage rollen som den voksne i debatten?

Langt de fleste jurister har som udgangspunkt anvendt deres fem-årige uddannelse på at blive blændende håndværkere inden for konkursret, arveret, forvaltningsret og lignende klassiske juridiske discipliner. Men at dette skulle kvalificere til at agere den voksne i den offentlige debat forekommer ikke åbenlyst.

Nej. Ideen om, at jurister skulle være særligt egnet til at være moralske dommere for den offentlige debat, er muligvis det mest forfejlede, vi har importeret fra USA.